Undskyld mor!

"Det er min skyld det hele! Jeg er ked af det".

Sådan sagde yngstedatteren i morges, inden vi gik ud ad døren. Jeg svarede hende, at:

"Lille skat, det er IKKE din skyld! Vi havde vist bare begge to en dum morgen, hvor vi havde meget mere lyst til at blive i sengen og hygge os."

I morges ville yngstedatteren gerne have sat håret på en bestemt måde. Jeg forstod ikke lige hvad hun mente, og vrissede at det havde vi ikke tid til. Hun begyndte at græde og jeg blev sur og sagde, at hun bare kunne få en almindelig hestehale. Heldigvis fangede manden situationen da vi kom nedenunder, og han fik løsnet stemningen på en meget fin måde, så alle blev glade igen. (tak mand).

Det undrer mig stadig, at jeg stadig tillader mig at blive morgenstresset. Jeg har ellers højt og helligt lovet mig selv (og manden), at jeg IKKE vil blive det mere. Og det er da også blevet meget bedre, men der er altså stadig plads til forbedring.

Da jeg fik mit nuværende job med arbejdstid fire dage om ugen fra 8-14:45 gjorde jeg meget ud af at pointere, at jeg ville have flekstid. At jeg sjældent ville sidde på min pind præcis kl. 8, men i stedet selvfølgelig blive i den anden ende, når en sag skulle i trykken, eller det på anden vis var påkrævet. En rolig morgen betyder meget mere for mig - og min familie - end at hænge i en klokkestreng. Heldigvis har jeg en fantastisk chef, som ALDRIG kommenterer mine komme-gå-tider. Nå ja, nogle gange smider han man faktisk ud af døren og siger jeg skal skrubbe hjem til min familie.

Så er det, det undrer mig, at jeg stadig kan skynde på ungerne om morgenen med en murrende følelse af stress i maven. Tænk at det sidder så dybt i mig stadig. Selvfølgelig skal ungerne i skole til tiden - og det kommer de også. Og vi når også altid at spise morgenmad sammen i fred og ro, drikke kaffe og smøre madpakke. Men jeg skynder på dem fordi JEG føler mig stresset.

Det skal være slut nu . Jeg lover, at jeg vil blive endnu, endnu, endnu bedre til at lade være med at lade mig morgenstresse uden grund.

Jeg lover!

Liselottes Olines chokoladesnitter

Printede hvor lang tid siden en opskrift ud fra Slagt en hellig ko på Olines chokoladesnitter.
I dag blev de endelig bagt, og de var da også kun lige hevet ud af ovnen førend jeg brændte fingrene og læberne, men smages skulle de. Med det samme. Kunne umuligt vente til de var kølet af. Og nøj hvor er de bare lækre. De smeltede endnu på fingrene og klæbede lystigt i ganen. Præcis som jeg havde håbet på. Tak for en god opskrift, Liselotte.

Faktisk var det slet ikke mig der bagte dem, men derimod mine tre små husalfe (2 døtre + 1 skoleveninde til ældste). De svingede lystigt med chokolade, æg og skåle. OG de ryddede også op bagefter. Så er det er jo ingen sag!


Nappede også lige et par lækre nødder. Uha nu nærmer julen sig med hastige skridt, kan jeg mærke. Det er en pine at vente til december med alle julegøremålene. Men nej. Det ER forbudt at lave konfekt, julebage og pynte allerede nu. Kan jeg vente? Selvfølgelig kan jeg det. Selvbeherskelse er jo en af mine dyder. (Og er der nogen der mener noget andet, bedes I venligst holde det for jer selv, tak!)

Fremtidens vittigheder?

Hvornår opfandt man kanonen?
Da en dirigent bad nogle bratscher om at spille unisont.

Må med skam melde, at jeg absolut og overhovedet ikke fatter ovennævnte vittighed, men den er vist sjov, hvis man har forstand på musik og i særdeleshed instrumentet bratsch.


Det har jeg ikke. Men i dag blev jeg en lille, bitte smule klogere. Yngstedatteren havde nemlig sin debut som elev på musikskolen. Eneundervisning i 25 minutter og hjemlån af 1 stk. bratsch.

Gæt hvem der ikke var til at skyde igennem og igen og igen fortalte os andre om, hvordan man skulle holde buen og hvilken vej fødderne skulle vende. Hun gik op i det med liv og sjæl og øvede og øvede. Faktisk lød det ikke helt så rædselsfuldt, som jeg havde frygtet, men lad os tales ved om et stykke tid. Måske jeg trækker de ord i mig igen.

Troede kun der var undervisning én gang pr. uge, men der er også liiiige strygerskole om torsdagen. Åh mor kan vi komme til det. Hva' mor, hva' mor?
Vi må hellere se hvad det er. Har man sagt A må man nødvendigvis også sige B, så der er vi at finde i hvert fald på torsdag kl. 17.

Smiiiil!

Brormand har sørget for, at jeg fik et lille smil på læben her til morgen.

Trænger du også til et lille smil? Klik her!

Update

Øjne tørre.
Musearm øm.
Fingre stive.
Ryg skæv.
Kaffeglas tomt.
Stearinlys nedbrændt.
Ben sover.
Vækkeur ringer alt for snart.

Hvem gider slukke for det der internet, så jeg kan komme i seng?

Søndagsdinner

Langtidsbagte rodfrugter (rødbede, gulerod, pastinak, persillerod, rødløg) drysset med rund hånd med bøffelmozzarella som fik10 minutters smeltetid, marineret svinemørbrad og et par gode fiberboller. Ah!

Nu også med Facebook

Har efter et stykke tids tilløb oprettet en profil på Facebook. Hvorfor? Tjae, mest for at se hvad det er for noget. Synes det minder ret meget om LinkedIn, dog er Facebook vist liiidt mere spas. Måske kan man få kontakt til nogle gamle, glemte venner. Måske er det bare (endnu!) en internet tidsrøver. Vi får se!

#¤%"£$()?@£?)=

Sig mig en gang... hvem er det liiiiige der synes, det er så sjovt at pille begge ventiler ud af yngstes cykeldæk???? For så vil jeg bare sige:

"GLEM DET, DET ER IKKE SJOVT!"

Jeg er klar!

Ønskes: Mekaniker

Haves: Defekt bil!

Huskat...

...drikke masser af vand og spiste frugt. Jeg øver mig. Måske jeg engang bliver rigtig god.
Hvem ve'?

Helt, helt stille

Her er stille. Musestille. Det eneste jeg kan høre er vaskemaskinens snurren. (Nå ja, det siger jo nok ikke så meget, når man tager i betragtning, at der er adskillige frekvenser jeg ikke kan høre.) Men altså. Manden daffet på job. Ungerne smidt i skole. Og jeg. Stakkels mig sidder her helt, helt alene på min ugentlige fridag.



Snyyyyydt.... der er intet stakkels over mig. Har nydt min morgenavis og ditto kaffe. Overvejer hvad jeg skal bruge min dag på.

Følgende muligheder foreligger - i vilkårlig rækkefølge:

1) Gøre mig smækkerlækker til julefrokost i aften - er jeg allerede for sent på den?
2) Tømme samtlige vasketøjsskuffer - er i gang!
3) Gøre rent - NEEEEJ!
4) Pakke pakkekalendergaver ind - hyggeligt, så det sker nok.
5) Færdiggøre et freelanceprojekt - helt bestemt!
6) Købe ind - no, det gjorde jeg i går :-)
7) Luge i haven - nej, det er vinter, så venter lige et par måneder
8) Hente yngstedatteren tidligt - nej, hun sover hos en veninde.
9) Hyggesurfe - mmm, er i gang
10) Ringe til min mor og foreslå hyggelig decemberudflugt - yeps, gør det med det samme

Ha' en vidunderlig fredag. Min bliver god. Det kan jeg allerede mærke.

Det var ikke med vilje

Det var altså ikke med vilje.

Amager halshug.
Kniv og gaffel.
Dyb tallerken.
Jorden rundt på et sekund.

Jeg sværger. Det gør jeg altså. 100% Kom bare lige til det.


Gik og rodede lidt i nogle kasser og pludselig hoppede der et par poser med usamlede nisser op i hånden på mig. Nå ja, så var der da ikke andet for, end at allierede sig med yngste- og ældstedatter og så få dem lavet. Nu står de og venter på reolen på at det skal blive december.

Og det vil da være unisseligt at pakke dem ned igen så tæt på jul, ikk'?

Pauseknap

Sikken nat! Yngstedatteren kom hostende ind i dobbeltsengen i starten af natten og der lå hun så og gøede hele natten, mens hun kastede sig fra side til side. Hun havde det ikke godt, det var tydeligt, så da hun endelig faldt i søvn, fik hun lov at sove til hun vågnede af sig selv kl. 9. Hun var stadig temmelig slatten, så jeg var glad for at jeg ikke havde hevet hende ud af fjerne kl. 6:30 for at smide hende i skole.

Heldigvis er jeg ikke bagud med min opgaver/deadlines på fabrikken, så jeg kunne nappe en barns 1. sygedag uden anden dårlig samvittighed, end at mine kære kolleger skulle passe biksen uden mig. Men alle ved jo, at ingen er uundværlig, så det skulle nok gå.

Ældstedatteren var også sløj, men mere på den måde at hun havde massiv brug for en ordentlig omgang moderlig omsorg. Jeg er bestemt ikke fortaler for, at man skulker fra skole i tide og utide og vi har da også mere end en gang talt med store bogstaver, når det blev forsøgt. Men i dag var den god nok. Der skulle nurses. Og det blev der så.

Vi spillede, spiste langsom frokost og tullede bare rundt. Det var sådan, det skulle være i dag. I morgen er vi tilbage på sporet igen. Helt sikkert!

Juuubiiiiii

Yngstedatteren dansede rundt...

Endelig har jeg lært at binde sløjfer!

Og så bandt hun sløjfer til den store guldmedalje.

Heart Beat

Jeg er forelsket. Ligesom i rigtig, rigtig meget forelsket. I London tabte jeg mit hjerte til Heart Beat USB Memory Key fra Swarowski Crystal.



Veninden spurgte mig, hvorfor jeg ikke bare købte et, for det var jo lige mig. Og hun har ret. Dette smukke hjerte ER lige mig. Men at købe det selv, kan jeg altså ikke. Sådan et skal gives i gave og med kærlighed. Som bekendt er det snart jul. Og man har jo lov at ønske.

Forbrydelsesfrustration

Eftersom jeg var udenlandsk søndag aften, da næstsidste afsnit af Forbrydelsen blev sendt og genudsendelsen blev sendt alt for sent tirsdag aften, har jeg været rimelig irriteret over, at jeg ikke kunne se den.

Men så sker det! Et lys går op for mig. Jeg kan da bare se den online. Så det gør jeg nu!

Svaret kom af sig selv

Hele vejen på cyklen hjem fra arbejde diskuterede jeg livligt med mig selv. Skulle jeg udnytte, at begge pigerne var til gymnastik og drøne ud i verden og finde klinker til det nye bryggers gulv eller skulle jeg bare kravle hjem på sofaen med en kop te, som jeg egentlig havde mest lyst til?

Lige før hjemkomst ringede yngstedatteren, at hun var sløj og gerne ville springe gymnastikken over. Selvfølgelig! Jeg drønede på frit for at hente hende og da vi kom hjem tændte vi lys, lavede te og delte en skål kiks, mens vi læste eventyret om Askepot. Nu går det lidt bedre, men stadig ikke helt godt. Når man er skidt tilpas hjælper fjernsyn heldigvis, så det sidder hun og ser nu. Håber hun snart bliver frisk igen. Vi er heldigvis ikke vant til syge børn.

Ramt, men ikke nede

Har fået et fint lille forkølesessår på overlæben. Æv. Er dog så vant til det, at jeg bare trækker på skuldrene og glæder mig til det går væk igen. Smører jævnligt med Zovir og det holder det lidt i ave. Hvis det så er det eneste jeg bliver ramt af, klarer jeg det.

Hele mit liv - eller i hvert fald så længe jeg kan huske - har jeg og resten af min familie i mit barndomshjem været ramt af disse uklædelige sår. Håber bare at min lille familie derhjemme slipper, så det er småt med kys i øjeblikket. Heldigvis kan de gemmes til senere - kyssene altså.

Forarget

Sød sko, ikk'? Problemet er, at det er en størrelse 32... TOOGTREDVIE!!!! Hvad sker der? Yngste-datteren bruger størrelse 32 og hun skal bestemt ikke stavre rundt i sådan nogle sko (selvom hun sikkert ville synes det var skønt).

Og nej, den er ikke bestemt til damer med bitte små kineser-fødder. Den hang på et sko-stativ i en børneafdeling, sammen med alle de andre fine julesko.

Og det var slet ikke det eneste stativ i London, jeg oplevede med den slags sko. Det er jo grotesk! Eller er jeg gammeldags og sippet?

En ny æra?

Datteren har indvilget i at forsøge sig med Bratsch i stedet for det højt ønskede violion-hold, som der stadig ikke er nogle ledige tider på. Det er spændende, om det lever op til forventningerne og om hun bliver vild med det. Eller om det er overstået efter en enkelt lektion. Vi får se... eller skal jeg skrive "høre"!

Træt, men glad

Nøj, hvor hele min krop værker og skriger på hvile.
Powershopping er hårdere end den vildeste omgang motionsboksning.

Men jeg er glad. Rigtig glad. Der er blevet sat så rigeligt ind på veninde-kontoen, at jeg kan nyde i lang tid fremover. Jeg er heldig!

Forretningsrejse til London

Elsker at flyve, og så se solen titte frem over skyerne. Det er bare så smukt og skyerne ser så silkebløde og rolige ud, at man har lyst til at lege engel og tage på en lille skyvandring. Men ikke denne gang. Denne gang står den nemlig på årlig og "meget vigtig" forretningsrejse til London. Det var min svigermor, som engang omtale vores powershopping-tur som sådan. Og det er jo meget rammende.

Turen begyndte kl. 5:05 da taxa-mand kom 5 minutter for tidligt. Pyt, jeg var klar og så drog vi ellers med pæn hastighed mod lufthavnen og var der allerede efter et kvarter. Alt, alt for tidligt. Og veninden skrev, at hendes tog var forsinket. Hvordan i alverden kan dagens første tog være forsinket??? Måske ham der loko-fører skulle ønske sig et nyt vækkeur i julegave, så han kan komme op til tiden, så andre ikke får uro i maven over, om man nu når fly til tiden.

Ingen problemer og nabosæde i fly var ovenikøbet tomt, så det var fint lille plaster på såret.


Vores mange-årige favorit hotel er desværre lukket og vi har været nødsaget til at finde et alternativ. Heldigvis har veninde rigtig gode overtalelsesevner, så hun havde booket et perfekt beliggende hotel med en super standard til en meget rimelig penge.


Er vant til toilet og bad på gangen, brandalarm flere gange om natten, kedelige tæpper i stedet for dyner og vinduer der ikke kan åbnes. Det har været helt ok. Beliggenhed midt på Piccadilly Cirkus har været prioriteret frem for komfort.




Meeen må da godt nok indrømme, at store, tunge dyner, bløde hovedpuder, sutsko, morgenkåbe, avis hver morgen og eget bad/toilet er noget man rimelig hurtigt kan vænne sig til - altså kun under hårdt pres.


Når man har været i London mange år i træk, er det naturligt - vil jeg tro - at man har sine favorit energi-opladningssteder. Og et af dem har været Starbucks. Stor var derfor også begejstringen da vi i Københavns Lufthavn så, at der snart kommer en mere, som supplement til den i ankomsthalen. Men men men, må gå til skarp bekendelse. Starbucks laver stadig den mest spændende kaffe, hvis man altså er til de fancy varianter som fx Crème Brûlée Latte. Og det er vi. Desværre er den faste føde ikke noget at skrive hjem om.

Og der er det så, at vi har gjort den store opdagelse!


Pret a Manger! Et helt forrygende sted med super frisk mad og en blød og cremet Latté. Uha det kan anbefales. Og så er det en kæde med rigtig mange bikse, så det er aldrig svært at finde en i nærheden, når man bliver sulten.



Morgenmaden, som vi indtog straks efter ankomst. Rodfrugt-chipsne og "Love Bar" gemte vi dog til senere.



Endnu et velsmagende morgenmåldtid. Hvorfor er der ingen, der har tænkt på at bringe den kæde til Danmark? Det kan kun gå for langsomt!

Pablo, døbte vi helt privat cykeltaxachauffør - nå ja helt privat i den tid, de £10 rakte altså. Og det var til teatret lørdag aften. Lidt sent på den og meget, meget ømme i fødderne bestemte vi, at det ville være lettere at blive transporteret end selv at skulle finde vej. Det viste sig dog, at Pablo ikke var så kulturel. I hvert fald havde han besvær ved at finde teatret og måtte spørge 4-5 cykeltaxa kolleger om vej, førend han gav den gas og næsten tog den på to hjul rundt i svingene. Præcis to minutter før tæppefald kastede han cyklen op på fortovet foran hovedindgangen og smilede stolt. Han fik ret i sin tidligere beroligende udtalelse:"Don't worry!" Vi nåede det!

Desværre levede "Footloose" ikke helt op til forventningerne om en London Musical, men den gik da an.

På alle de store gader i London er der flot og anderledes julepyntet. Også i Covent Garden. Det er en fryd at se hvert år, hvad de har fundet på og det bliver vildere og vildere.


Man kan synes det er for meget, eller man kan begejstres over fantasien, der lever i bedste velgående. Jeg vælger det sidste.


Nej, det er ikke affald, men derimod vores helt uundværlige indkøb.

Da jeg kom hjem sagde pigerne samstemmende, at det var det bedste tøj jeg nogensinde havde købt til dem.

Men mor, hvor skal det være, der er jo ikke plads i skabet!

Tjae, hårdt liv med store spørgsmål, der skal besvares. Jeg tror vi finder ud af det. "Heldigvis" vokser de jo hele tiden og det der er blevet for småt bliver solgt videre, så andre kan få glæde af det.

Jeg har været mange år om at indrømme over for mig selv og andre, at jeg elsker at shoppe. Men det gør jeg altså. Jeg er vild med det, så det kan jo ikke komme som en overraskelse, hvis mine piger også bliver nogle små powershoppere. Så må jeg bare huske at lade være med at blive alt for forarget, når de om noget tid nægter at iklæde sig andet end xxx-mærke og "slet ikke har noget at tage på".


Uha, det var ved at blive kriminelt. Tasken kunne næsten ikke komme igennem på bagagebåndet. Heldigvis gik det - også for de efterfølgende af vores tasker. Turen hjem forløb - lige som resten af turen - helt uden problemer.

Vi var enige om, at det havde været en vidunderlig tur med masser af grin, hygge og dejlige uforstyrrede samtaler. Det er ikke så tit mere, at vi har mulighed for at være så intenst sammen uden at blive afbrudt af hylende unger og trætte øjenlåg. Selvfølgelig kunne vi daffe en tur på Strøget og powershoppe, men det er ikke det sammen, som at være sammen nat og dag i flere døgn i en fremmed by.


Tak A. for en skøn weekend! Jeg glæder mig allerede til næste år.

I'm back

Så er jeg tilbage i det lille hjem efter intet mindre end en forrygende London-tur .... kun ca. 10 cm. kortere, for der er godt nok blevet travet noget op og ned af Oxford Street.

Længere udredning følger.

Lige nu venter hjemmebagte æbleskiver, varm kaffe og familiehygge nemlig, for pigerne skal hentes fra deres weekend-eksil hos mormor og morfar. Det bliver dejligt at se dem igen.

London - here I come!

Om præcis 14 timer og 4 minutter bliver jeg afhentet af Vest-Taxa som har indvilget i at køre mig i lufthavnen - pænt af dem, men jeg betaler jo sådan set også for det.

I Terminal 2 skal jeg mødes med min dejlige veninde, og så er det afgang til den årlige powershopping i London.

Ja, det jo bestemt ikke fordi vi har lyst, eller synes det er nødvendigt (man må godt lyve lidt, ikk'?!), men faktisk er det mænnerne, der i sin tid fik os "overtalt".
Efter vi fik børn syntes de nemlig ikke der var tid - og især ro - nok til at spille deres elskede Playstation. De foreslog, at hvis vi (pigerne) tog til London i en forlænget weekend, så kunne de flytte sammen i de tre dage og klare en massiv omgang spil. Den eneste betingelse de stillede var, at vi skulle sørge for at ungerne blev passet. Heldigvis har vi begge nogle fantastiske forældre, som gerne træder til.

Så nu er det blevet til, at vi daffer til London hvert år i november, manden flytter op til den anden mand, ungerne hos bedsterne og alle er glade. Mere end glade!

Vi har et enkelt år været afsted alle fire, og det var da også meget hyggeligt, men denne model passer bedre til os alle.

For nogle år siden lavede jeg nedestående huskeliste og den gælder stadig.


Huskeliste til Power-Shopping i udlandet
- primært i London

* Rygsæk (Tag kun én med som man skiftes til at bære - så får man hvilet ryggen indimellem).
* Gode sko.
* Tag noget tøj på, der er let at få af. Irriterende at knappe skjorten op i prøverummene hele tiden.
* Overtøjet skal ikke være for voldsomt, da det er varmt at power-shoppe
* To betalingskort (fx Visa+MasterCard, hvis det ene af uforklarlige årsager ikke virker, har man en chance til).
* Kontanter til en hurtig kop kaffe og lign.
* Ekstra taske (stor!!!) til at slæbe alle indkøbene hjem i.
* Forbered dig med en indkøbsliste, så du husker det hele, fx. hvem du skal købe julegaver til.
* Er det London turen går til, så tjek de forskellige gaders butikker på www.streetsensation.co.uk
* Målebånd.
* Mål børnene, hvis de ikke skal med (fx indvendig benlænde) Så er det let at måle tøjet og se om det passer.
* Tegn børnenes fødder af på papir - så kan det også lade sig gøre at gøre lækkert fodtøj til dem.
* Adapter til hårtørrer og opladning af mobiltelefon.

Done!

Vi fulgte pilene og kom frem til skattekisten - eller i hvert fald til det rigtige valgbord. Krydset er sat og så er det hjem og vente på resultatet.


Ingen valgflæsk til os, men derimod tatar og hjemmelavet snaps. Det gik lige an.

Tålmodighed lønner sig

Jeg faldt over dette link hos many.

Vent til siden er loaded og vent så yderligere 5 sek.

For tidligt eller for sent.

Har det lidt underligt med begrebet "ordentlig sengetid!" Hvis klokken ikke har rundet 22, synes jeg det erALT for tidligt og næsten pensionist-pinligt at gå i seng.

Men lige så snart klokken er over 22, ved jeg at den jo mindst bliver 22:30 inden jeg får lukket ned, børstet tænder, fjernet makeup, sat en vask over, ryddet op, lagt tøj frem, sat mobilladeren til, slukket stearinlys, skrevet indkøbsseddel, kysset manden, kysset børnene, samlet aviser sammen, lagt lidt tøj sammen, båret skraldeposen ud, og og og... og hvis jeg så også skal nå at læse lidt, varer det jo ikke mange splitsekunder inden klokken er næsten midnat og så er der jo pludselig kun 6½ time til vækkeuret larmer og det er jo ALT, ALT for lidt til at gøre det ud for skønhedssøvn.

Uha, det er ikke let!

Mere stolte

Så blev det ældstedatterens tur til skole-/hjemsamtale. Må indrømme, at vi var knap så spændte denne gang, for vi har jo prøve det mange gange før. Men stoltheden bliver heldigvis ikke mindre, når der bliver rost, og rost, og rost... Det er altid skønt at høre!
Skønt at hun er dygtig, kvik, hurtig, og vellidt.

Der bliver jævnligt afholdt elevsamtaler, hvor eleverne selv skal opstille mål for deres fremtidige indsats. Der er jo altid noget, der kan blive bedre. Et af målene hos ældstedatteren har været "en pænere håndskrift". Og jeg må sige, at når hun gør sig umage, er den bestemt meget, meget nydelig. Ofte har hun dog så meget på hjertet, at blyanten simpelthen ikke kan følge med og det går bare derudad. Men jeg er sikker på, at det nok skal lykkes for hende, hvis hun virkelig vil. Hun har altid været stædig på den positive måde, som har gjort, at hun har opnået de færdigheder, hun måtte ønske.

Et andet mål, som det dog er os som forældre der har opstillet for ældstedatteren er, at hun IKKE må tænde lyset kl. 5 (FEM!!!!) om morgenen for at læse. Når man er 9½ skal man altså have sin nattesøvn! Det kan godt være lidt svært at overholde, når man er en bogsluger, og nærmest læser alt hvad man kommer i nærheden af.

Klasselæreren spurgte i øvrigt, hvornår hun selv havde tænkt sig at skrive en bog. (Det kan vel aldrig skade med lidt ambitioner. )

Men altså, et par meget stolte og glade forældre endnu engang. Ældstedatteren kom med følgende kommentar på vejen hjem:

"Hvor er I altså heldige, at I har sådan nogle dygtige børn!"

Og det kan vi jo kun give hende ret i.

Brrrrr

Damn, hvor var det koldt i går aftes, da jeg kravlede ned under dynerne. Normalt har jeg vinduet åbent, og i går føltes det som om det stod på vid gab. Jeg tjekkede, men nej. Det var lukket. Helt lukket! Jeg lå og rystede under dynen. Nægtede at tage pyjamas på. Overgav mig lidt senere til at lade mig tynge af endnu en dyne og det hjalp lidt.

Senere på natten kom yngstedatteren daffende ind og puttede sig under mine to dynere. Så fik jeg varmen. Ah!

Brrrrrrr

Smuk weekend

Julen er begyndt! Så er det sagt. Den begyndte med julemarked på Kragerup Gods. Det er første gang, at jeg var der, men bestemt ikke sidste.


Vejret var selvfølgelig også med os, og det gør det jo ikke ringere.
Der var meget smukt pyntet alle vegne og en dejlig afslappet stemning.

På vej hjem - eller det vil sige - på vej tilbage til mormor og morfar, måtte jeg lige kaste bilen ind til siden og nappe et par billeder den smukke eftermiddagssolnedgang.

Da vi var landet, stod den på et slag Matador, som blev spillet med liv og sjæl. Det er skægt, som sådan et gammelt spil stadig kan begejstre den nye generation.


Ahhh, andesteg stegt helt perfekt og saftigt i Weberen. DET var lækkert! En super forsmag på julen, som jo netop er begyndt.


Vi sov hos mormor og morfar og på vej til fætters 1 års fødselsdag, blev vinduet rullet ned og et billede blev skudt, mens vi kørte.

Da vi overtog vores rækkehus, var haven nærmest en jungle og vi besluttede straks, at den skulle ryddes. Vi hyrede en gartner som skulle stå for det og han foreslog, at parykbusken - som det eneste skulle få lov til at overleve.


Vi undrede os over, at det var en busk, når vi nu nærmere syntes det lignede et træ. Han forklarede, at det var fordi den havde stået mit i denne jungle, og så havde den søgt mod lys og luft ovenover - smart nok!





Jeg har mange gange sendt taknemmelige tanker i retning af vores gartner, for at han overbeviste os om at den skulle overleve.



Jeg holder meget af den og synes den har nogle helt fantastiske farver. Hvert år, når bladene falder af, er vi bange for, at den er død. Den ser simpelthen ud som om den har opgivet ævred. Heldigvis er det ikke sket endnu.



En dag som i dag, hvor lyset er så smukt og himlen så blå, bliver jeg helt glad af at nyde den og opleve det fantastiske farvespil.