onsdag den 30. april 2008

Bonus?

Er der bonuspoint at hente, når man cykler i strid modvind?

mandag den 28. april 2008

I den syvende himmel

Ældstedatteren har magiske hænder. Intet mindre! Og en engels tålmodighed. I hvert fald når det gælder om at massere og nusse sin mors taknemmelige ryg. Har netop modtaget hele 20 minutters kærlig berøring af ryg og arme med dejlig massageolie.

Præcis sådan må det være at komme i himmel.

Da yngstedatteren kom ind fra legepladsen og opdagede hvad vi havde foretaget os, insisterede hun også på at få lov at lege massør. Og gæt hvem der er et taknemmeligt offer. Rigtig gættet! Hele 20 minutter mere fik jeg.

Så alt-i-alt 40 minutters blød kærlighed lige ind i hjertet.

(Og fik jeg lov at gøre gengæld? Nope, overhovedet ikke. Det manglede da ellers bare)

Hvad skete der lige der?


I går (cirka) blev ældstedatteren fragtet sådan. I dag tager hun alene med toget.

Hvordan gik det lige til?

Godmorgenlækker


Sådan holder jeg af at begynde min morgen: grovvalsede havregryn, mørke rosiner, sprøde valnødder og en smoothie - denne med banan og blåbær. Mummelums!

søndag den 27. april 2008

Rundt og lækkert

Fatter egentlig ikke, at jeg har været så længe om at begynde at bage mit eget brød. Det er jo bare så let, og smager bare så meget bedre. Dette er bagt af økologisk hvedemel, som er malet på stenkværn og fra Mørdrupgård.

Mere "Endelig"

lørdag den 26. april 2008

Endelig

Ægteskabssymbol

Min twinbror har sendt nedenstående til mig ... ved ikke liiiige hvorfor han synes jeg skal have den!

"Man har nu - efter mange og lange forhandlinger - endelig fundet et internationalt symbol for ægteskabet!"

fredag den 25. april 2008

Bryggers - dag 1


Endelig, endelig, endelig!

Projekt Bryggers-renovering er skudt i gang. Den første entreprenør, vi fik fat i, som skulle styre det hele, var slet ikke opgaven voksen. Han kunne f.eks. ikke en gang finde ud af at ringe tilbage. Sådan noget kan jeg slet ikke have.

Ham vi endte med at hyre, virker top-professionelt. Godt nok ventede jeg 1½ time i morges på den første håndværker, men da jeg ringede og klagede min nød, gik der 10 min. så stod VVS manden her.

Først på eftermiddagen kom entreprenøren forbi for at sige undskyld og forsikre mig om, at det ikke sker igen. Og så skulle han naturligvis også lige sikre, at alt gik planmæssigt. Meget betryggende! Så nu må vi se, om resten går lige så godt.



Sådan så der ud, da første hold håndværkerne havde forladt matriklen. Helt tomt bryggers, bortset fra vaskemaskine og tørretumbler. OG nye fine vandrør.


Affaldet var taget med. OG gulvet fejet. Ikke noget at klage over i den retning. Nu glæder jeg mig så bare til det videre forløb. Det er vist først på onsdag, hvor mureren kommer forbi og kigger på sagerne.

Halloooo det ER forår

Hvad sker der lige med mine tulipaner? Troede jo ligesom, at det var meningen de skulle springe ud nu det endelig er blevet forår.


Men så er det jo godt man kan snyde sig til lidt farver ved at købe flotte bellis.

Forebyggende plastik


Havde store og solrige planer om, at den ugentlig fridag skulle tilbringes på langs i hængekøjen med udsigten til min smukke, blomstrende stjernemagnolia. Sådan skal det åbenbart ikke være. Det er overskuet og køligt, så haven trækker ikke så meget.

Men på langs har jeg været. Har nemmerlig været hos tandlæge. Og fik fin ros. OG en ny plastfyldning. Weeee, kr. 1.300,- og det gjorde næsten ikke ondt. Håber så at det kan forebygge, at jeg skal have en krone.

Gul går også an

Vores morgensmoothies plejer at være røde, da vi bruger hindbær, jordbær eller skovbær. I dag var der kun Tropefrugter i fryseren, så dem blandet med banan og frisk appelsinsaft blev til en fesen gul farve. Meeeen, den var bestemt drikbar og faktisk ganske lækker. Ikke sidste gang den combo bliver benyttet.

torsdag den 24. april 2008

Sug i maven

Da jeg kom på fabrikken her til morgen, fik jeg et kortvarigt sug i maven.
Mit skrivebord var ryddet!
Cirka 1.000 tanker når at flyve gennem hovedet, men så kom jeg i tanke om det... havde jo ligesom selv ønsket det i går, da jeg var til "hvordan-går-det-med-dit-nye-job-og-kolleger-og-så'en" - samtale.
Man pipper og der bliver lyttet OG taget action.

Sådan skal det være!

onsdag den 23. april 2008

Ryd op, smid ud og tøm

Fik mail fra entreprenøren i går aftes: "Håndværkerne kan komme fredag morgen kl. 7:30, men det kræver at rummet er tømt"

Øh, passer vildt dårligt, da der er cirka tusind ting på programmet de næste dage, men sådan et skaldet rum skulle man da nok kunne få tømt. Stak lige hovedet ud i bryggerset i morges. Uha, der er mange ting. Og så lidt flere endnu. Hvor skal vi dog gøre af dem, mens istandsættelsen står på? Nå, der må nok smides ud og stables rundt omkring. Håber de rykker hurtigt, når de først går i gang. Og ikke mindst - håber at den entreprenør, vi har hyret, har styr på sine folk. Fem forskellige slags håndværkere skal der til at fixe sådan et bette rum: Murer, snedker, VVS, elektriker og maler. Nå ja og så også lige nogle arbejdsmænd til at rive det hele ned inden de går i gang.

Glæder mig vildt til det et færdigt.

tirsdag den 22. april 2008

En forsvunden ven vender hjem

Yngstedatterens yndlingsbamse "Mary", som hun har haft siden hun blev døbt, har været forsvundet i en hel uge. Det har været hårdt. Mange tårer er grædt og erstatningsbamser er fundet frem.

I dag hængte vi så efterlysningsplakater op på skolen og på det fritidshjem, hvor hun var på besøg, den dag Mary forsvandt.

Og stort var smilet da yngstedatteren kom hjem i dag. Plakaterne havde givet bonus og Mary var dukket op igen.

Møder, man aldrig bliver træt af

Når man er til skole-/hjemsamtale med ældstedatteren og der ikke er andet end ros, ros, ros, så er det bare lykken.

Jeg kunne godt unde alle forældre den skønne følelse i hjertet, som det er at høre, at ens afkom er vellidt, super dygtig, omgængelig, behagelig, hurtig og og og...

mandag den 21. april 2008

Forundret

Ikke om jeg forstår trafikken. I mandags var jeg næsten 45 min om at køre turen til arbejdet, som ifølge krak burde tage 9. I morges tog det så 16 min. Ikke om jeg forstår det! Men det betød at jeg troppede op på fabrikken som en af de første og kan begynde ugen stille og roligt i mit eget tempo. Præcis som jeg holder af.

I morgen skal jeg ikke nå noget lige når jeg har fri, så der vil jeg nappe jernhesten igen. Håber vejret er ligeså smukt, som det er her til morgen.

søndag den 20. april 2008

Øvelse gør mester

Efter fire dages fri, er det tid til at komme op i gear igen. Men først i morgen. Efter en god lang nats søvn. I morgen går det løs. De næste fire uger skal ældstedatteren til skøjteløb tre gange om ugen (mandag+onsdag+fredag) plus en ekstra gang om onsdagen (fra 15:30-16:15 og igen fra 17-18).

Jeg elsker mit arbejde. Jeg elsker min hverdag. Men hold da op hvor jeg da også bare elsker at holde fri. Og jeg bliver bedre og bedre til det.

Havesysler

Skulle i Bauhaus for at købe nogle haveaffaldssække. Dem var de desværre udgået for, men heldigvis var de leveringsdygtige i en masse andre spændende ting.



Den ne af vores rhododendron har desværre ikke overleveret vinteren, så der kom en ny en til. Håber så den er lidt mere hårdfør.
Ved godt det egentlig er for tidligt, men kunne simpelthen ikke tage hjem uden en margurit i vognen. Og en ny lanterne måtte der også til, eftersom den anden ikke havde mere glas i . Det var blæst i stykker i det seneste stormvejr.


Bellis er en af mine yndlingsforårsblomster.

lørdag den 19. april 2008

fredag den 18. april 2008

"Flinkhed" betaler sig

Da vi flyttede ind på matriklen her var der meget man skulle lære som husejer. Før boede vi i ejerlejlighed, og der var der en vicevært, som tog sig af mange af de praktiske ting. F.eks. affald. Det stillede man blot ned i gården og så forsvandt det på mystisk vis. Heldigvis har vi en meget fin affaldsordning her, hvor man blot skal stille det ud ved kantstenen på DET RIGTIGE TIDSPUNKT. Det var lidt svært at lære, men nu har vi vist lært det.

En anden ting var, at det er strengt forbudt at fylde skraldespanden til randen. Vi lærte det på den hårde måde. Skraldemanden - eller renovationsmedarbejderen - slæbte den bare ud til sin bil, og så alt hvad der faldt ud af sækken lod han ligge. Så kunne man så gå der med enden i vejret og samle hele den foregående uges rester op fra parkeringspladsen. Meget lækkert - NOT!

Men selvfølgelig ... hvad skal skraldemanden gøre? Han har jo ca. 1million sække han skal hente på tid, og kan jo ikke stå der og fedte med hver sæk, blot fordi folk ikke kan finde ud af det. Fair nok.

Men nu er det fantastiske sket. Jeg er simpelthen blevet ven med vores skraldemand. Sørger for at stikke hovedet ud af døren, når han kommer og siger glad "godmorgen" og så får vi en lille sludder. Så nu tager han - uopforderet - selv vores ekstra affald med, for som han siger: "Det gør han når det er nogen han kender, som er flinke!".

Igen... "flinkhed" kan betale sig!

Ny leverandør


Så fik jeg prøvet at få leveret dagligvarer fra torvet.dk. Fordelen ved dem, frem for Aarstiderne, er, at Torvet har flere kolonialvarer OG mejerivarer. Stor fordel, når man køber flere end 10 liter mælk om ugen. Det er altså noget at få slæbt hjem, selvom man har bil.

De har masser af økologi, men ikke så stort udvalg af økologisk kød. Men bare det, at man kan få leveret størstedelen af ugens indkøb, er en stor lettelse.

Torvet leverer onsdag morgen inden 7 og Aarstiderne leverer fredag morgen.

Mon ikke det ender med, at jeg benytter begge leverandører? Nu får vi se.

På besøg i KribleKrable-land

Yngstedatteren har optrådt ved sin første koncert. Hele strygerorkesteret m.fl. afholdt to børnekoncerter for 0.-2. klasserne i kommunen. Emnet var "KribleKrable-land" og der blev spillet og sunget lygstigt af forskellige "insekt-sange".


Bratsch-holdet var ens klædt i sort tøj og flotte sommerfuglevinger. De skulle spille to numre: "Sur, sur, sur, lille bi omkring" og "Sommerfuglen flyver væk". Det klarede de rigtig flot. Til sidst vendte de sig om, og baskede med vingerne. Sød detalje.


Scenen var pyntet med forskellige insekter.


I pausen holdt vingerne og instrumenterne også pause på gulvet.

Violinerne venter på at det bliver deres tur igen. Der var vel omkring 30 små violinister på scenen.


En enkelt kontrabas .

Fem guitarer og så var der saxofoer, obo'er, blokfløjter, trommer, harmonikaer, el-bas og et flygel. Alle var på scenen samtidigt. Nogle numre spille de alle sammen, andre spillede solo. Det lød super godt, og det er ret imponerende, at de kan få over 50 børn på scenen til at gå op i en højere enhed. Det var en rigtig god oplevelse.

Jeg havde taget en fridag fra arbejdet. Lidt mærkeligt måske, når jeg ikke en gang har været ansat en måned endnu. Men jeg gjorde klart allerede ved samtalen, at jeg ville prioritere mine børn højeste og tage fri, når de skulle noget. Der var heller slet ikke nogle sure eller undrende miner på arbejdet. Sådan skal det være!


Efter koncerten spiste yngstedatteren og jeg frokost på en dejlig café og hun fik et par nye forårslysegrønne Crocs. Hun elsker simpelthen Crocs. Fik et lyseblåt par, da vi var i USA sidste sommer og går næsten ikke i andet (bortset fra vinterstøvler, når det er koldt).

onsdag den 16. april 2008

På ufrivillig opdagelse

Ruten til arbejdet foregår på store veje med masser af biler. I morges tænkte jeg, at det da ville være meget federe at køre gennem Vestskoven på cyklen. Som tænkt så gjort. Glad og fro hjuler jeg derud af. Med musikken i ørerne smiler jeg op med den opstigende sol og tænker, at det er da bare fedt det her.

Pludselig ender vejen.
No problemo.
Kan jo både se og høre Ringvejen lige derhenne. Der er godt nok et mudret stykke, der skal forceres, men det går nok. Damn, der er sgu hegn for. Og jeg kan ikke lige se mig selv kaste cykel og madpakke over. "#€%()=?+%&§ (Så må man godt bande!). Nå, der er ikke andet at gøre, end at vende hesten og finde en anden vej ud. I horisonten aner jeg to cyklister og jeg hjuler efter dem. Vi når til en asfalteret vej - og så drejer din hver sin vej. Argh! Jeg tager chancen og følger efter ham til højre. Jeg aner ikke hvor jeg er. Kommer både forbi en planteskole, et sommerhusområde en Spar-købmand og et villakvarter. Pludselig ser jeg et vejskilt med "O3"...jubii, der er håb forude. Og et par minutter senere er jeg på rette spor og nåede frem til fabrikken i ok-tid.

Måske jeg skulle lave lidt research INDEN jeg kaster mig ud i skønne omveje?

tirsdag den 15. april 2008

Frisk luft i håret

Det gik overraskende hurtigt at komme på arbejde i morges. 25 minutter på cykel tog det. Det er jo ikke galt. Det kræver lidt mere planlægning med ekstra tøj og med både laptop, madpakke og skrammel bag på cyklen, ligner jeg nærmest en, der skal på udflugt, men skidt. Fedt var det og bestemt ikke sidste gang.

mandag den 14. april 2008

I morgen er jeg klar

I følge Kraks ruteplan tager det 9 minutter at komme til mit nye arbejde i bil. Det passer ikke. I hvert fald ikke mandag morgen. I morges tog det næsten 3 kvarter. TRE KVARTER!!! Det er jo vanvittigt. Det er jo ikke ligefrem den måde, jeg havde tænkt mig at min flekstid skulle bruges på - i bilen i en kø.

Jeg har hele tiden regnet med, at jeg skulle cykle. I hvert fald en del dage. Der er bare lige den lille krølle på sagen, at jeg ofte skal noget lige efter arbejde. F.eks. i dag hvor yngstedatteren går til Bratsch. Der har jeg 30 minutter til at pakke sammen, komme hjem, hente hende og køre videre. Det går bare ikke hvis jeg er på cykel.

Men i morgen. Der skal jeg "bare" hente hende og en legekammerat på vejen hjem, så det kan sagtens lade sig gøre på cykel. Så i morgen bliver det. Skal godt nok forbi kiropraktoren om morgenen, men det plejer ikke at tage så lang tid - og det er næææsten på vejen.

Mit største "problem" ved at cykle er, at jeg ikke kan køre langsomt. Vil gerne føle jeg bruger min krop. Men så sveder man altså. Og det er minus-fedt at sidde på kontor og være svedig over det hele. Man kan jo gå i bad, men det synes jeg også er at overdrive lidt, når der kun er 9 km. hver vej. Kompromiset må være at skifte bluse og klatvaske lidt. Jeg satser på, at det er en brugbar løsning. Glæder mig i hvert fald til at vinke til alle dem, der holder i kø.

søndag den 13. april 2008

Burde daffe i seng

Klokken siger jeg skal.
Kroppen siger jeg skal
Fornuften siger jeg skal.

Føler mig bare ikke rigtig klar endnu.

Fortryder helt sikkert i morgen tidlig klokken kvart over kvalme, når uret larmer i mit ene øre.

Øko dinner

Søndagsmiddagen i dag var 100% økologisk.
  • Økologisk grillet kylling - sikken smag. De andre synes den smagte som grillet kylling plejer, men jeg kunne helt klart smage forskel. Ja, jeg kunne så.
  • Økologiske Blå congo kartofler, skåret i tern og bagt i ovnen. Smagte som alm. kartofler, men så noget sjovere ud og ungerne morede sig over dem.
  • Økologiske rodfrugter bagt i ovnen. Rødbede, gulerødder, pastinak, fennikel og jordskokker.
  • Økologiske majs fra dåse
  • Og sidst - men ikke mindst - friskbagt flûte med oliven, soltørrede tomater og feta.
Yngstedatteren havde en gæst på besøg som spiste med, og alligevel var der noget til overs . Det er der ellers normalt sjældent. Min teori er, at det er fordi der er så meget mere smag i den økologiske mad. Måske er det bare fordi jeg er blevet lidt øko-agtig her på det sidste, at jeg bilder mig ind at det er derfor, men alligevel. Det er da lidt pudsigt.

Der kæmpes

Det gjorde godt langt ind i sjælen. Det føles næsten som om hjertet smiler efter sådan en omgang i forårssolen med jord under neglene

De første forårsblomster er har meldt deres ankomst. En enkelt Kobjælde hyggede sig, mens dens søskende var på vej.



Stjernemagnolien er også på vej. Den er så smuk når den er sprunget helt ud, men knopperne er heller ikke at foragte. De ser så bløde og sarte ud.


Tulipanerne kæmper og kæmper. Kan næsten ikke vente til de viser deres farvepragt.


En enkelt bellis har overlevet vinteren og sad og gemte sig.


Alle de små nye skud kæmper for at komme op af jorden; op til solen. Selvom haven ser rimelig trist ud , er der alligvel liv alle vegne, når blot man kigger godt efter.

Seks sække blev det til. Utroligt, at der er noget tilbage i den lille have.