fredag den 30. maj 2008

Sovende engel

Jeg bliver så blød om hjertet, når yngstedatteren sover så sødt.

torsdag den 29. maj 2008

Sindssyg?


Jeg har været så heldigt at blive inviteret til et foredrag med motions- og sundhedsguruen Chris MacDonald. Jeg har længe været ret fascineret af ham og hans idéer og synes han er vildt motiverende.

Foredraget blev afholdt i tirsdags i Arbejdermuseets smukke festsal. Det var berammet til at være 2 timer, men varede næsten 3. Han var simpelthen ikke til at stoppe, da han først gik i gang.

Chris MacDonald er et energibundt uden sidestykke. Han springer rundt på scenen, flyver gennem salen og fægter vildt med arme og ben. Og salen hyler af grin. Hele tiden. Han er bedre en de fleste stand-up'ere. Han sammenligner den amerikanske mentalitet med den danske og benytter ironi i stor stil.

En stor del af tiden gik med at Chris fortalte om sin deltagelse i RAAM = Race Across America, Verdens hårdeste sportsbegivenhed. Et fuldstændigt sindssygt cykelløb, hvor deltagerne cykler tværs over Amerika (5.000 km) på kun 10 dage. Sammenlagt fik han 11,5 times søvn på de 10 dage. Det vil sige, at han sad på cyklen 23 timer i døgnet. Han drak mellem 40-50 liter vand, indtog 25.000 kcal.(svarende til 83 cheeseburgere) I DØGNET!!!! Fuldstændig vanvittigt!

Han fik da også lige nævnt, at vi skal huske at spise broccoli og blåbær og i øvrigt passe på os selv og hinanden.

Generelt vil jeg sige, at jeg syntes der manglede en overordnet styring i hans fremlæggelse. Han var ret flyvsk og sprang fra det ene til det andet. Men det blev gjort på en super underholdende måde og bar præg af, at han simpelthen bare havde så meget på hjertet, at han havde svært ved at begrænse sig.

Alt-i-alt en fantastisk eftermiddag, som resulterede i, at jeg de to seneste dage har spurtet på min cykel til arbejde med lungerne hængende ud af halsen, for: "Hvis han kan overleve 5.000 km. kan jeg sgu også cykle skallede 9 km for fuld hammer.

onsdag den 28. maj 2008

Børn - Guds gave til folket

Fik denne tilsendt af en god ven, som ikke har børn, men tydeligvis humor.
##########
Når dine børn er ude af kontrol, kan du trøste dig med tanken om, at selv
Guds evner ikke rakte til hans egne børn. Efter at have skabt himlen og
jorden skabte Gud Adam og Eva, og hans første ord til dem var:

"Lad være med det!".

"Lad være med hvad?" spurgte Adam.

"Lad være med at spise den forbudne frugt" svarede Gud.

"Forbuden frugt? Har vi forbuden frugt? Hej Eva, vi har forbuden frugt!!!!"

"Det passer ikke!"

"Jo, det gør!"

"Lad VÆRE med at spise frugten!" sagde Gud.

"Hvorfor?"

"Fordi jeg er jeres far, og fordi jeg siger det!" svarede Gud, imens han
undrede sig over, hvorfor han ikke havde stoppet skabelsen efter at have
lavet elefanterne. Kort tid senere så Gud sine børn holde æblepause, og
han blev rasende:

"Sagde jeg ikke til jer, at I ikke måtte spise frugten?" spurgte han.

"Uh huh," svarede Adam.

"Hvorfor gjorde I det så?" spurgte Gud.

"Jeg ved det ikke," sagde Eva.

"HUN begyndte!" sagde Adam.

"Nej, jeg gjorde ikke!"

"Jo, du gjorde!"

"NEJ JEG GJORDE IKKE!"

Gud havde fået nok, og hans straf var, at Adam og Eva skulle have deres
egne børn. Sådan blev mønsteret, og det er aldrig siden blevet ændret.

Men der er trøst af finde i denne historie!

Hvis du vedholdende og kærligt har forsøgt at indgyde dine børn visdom, og
de ikke har taget ved lære af det, skal du ikke være for hård ved dig
selv.

Hvis Gud havde problemer med at opdrage sine børn, hvad får dig så til at
tro, at det skulle være let for dig?

Lidt at tænke over:

1. Du bruger de første 2 år af børnenes liv til at lære dem at gå og tale.
Derefter bruger du de næste 16 år på at bede dem om at sætte sig ned og
holde mund!

2. Børnebørn er Guds belønning for ikke at slå dine egne børn ihjel.

3. Mødre til teenagere ved nu, hvorfor nogle dyr æder deres unger.

4. Børn citerer dig sjældent forkert, når de gentager, hvad du har
sagt.Faktisk gentager de som regel fuldstændig ordret, hvad du ikke skulle
have sagt.

5. Hovedårsagen til, at man holder børnefødselsdage, er at minde dig om,
at der findes børn, som er mere rædselsfulde end dine egne.

6. Vi børnesikrer vore hjem - men de kommer ind alligevel.

Dagens råd: Vær sød ved dine børn - de skal vælge dit plejehjem en dag!!

Og sidst... Hvis du har store spændinger i kroppen og får hovedpine, så
gør, hvad der står på glasset med hovedpinepiller: Tag 2 og opbevar dig
utilgængeligt for børn.

søndag den 25. maj 2008

Da Danmark blev født

GeoCenter Møns Klint - som er et geologi- og naturcenter, fortælles den spændende historie om Danmarks geologiske udvikling og om naturen på Møns Klint. For ca. 70 mill. var der et hav, der hvor Danmark er i dag. Det er en fantastisk flot og interessant udstilling, og der fik vi et par timer til at gå i dag, sammen med mine forældre.


Vi travede også en skøn tur på Klinten. Vejret var simpelthen fantastisk. Blæsende og køligt, men meget flot. Det var lidt hårdt for ryggen, men med et fast greb i rækværket og mandens hånd som støtte, gik det uden uheld.

Er der noget skønnnere, end når ens unger er nyder at være sammen?

Ved indgangen til museet stod disse seks skulpturer udført i marksten og rustent jern af Jørgen Minor.
Jeg forelskede mig straks i ham her, men kr. 5.600,- synes jeg alligevel var lige i overkanten. Men skøn er han da.

Broen til Møn hedder Dronning Alexandrines Bro og er tegnet af bro-professoren Anker Engelund. Den er blevet kaldt Danmarks smukkeste bro, og jeg er bestemt tilbøjelig til at være enig.

torsdag den 22. maj 2008

Overrasket over mig selv

Blev hjemme fra fabrikken i dag for at skåne min sarte ryg mest muligt. Det var meningen, at jeg så kunne lægge udstrakt på gulvet, når behovet var til det. Jeg havde aftalt med min chef, at jeg skulle arbejde i det omfang jeg kunne holde til det. Og så er det, at jeg har overrasket mig selv. Har faktisk arbejdet i sammenlagt 8 timer, fordelt ud på 14 timer. Det er da meget godt, synes jeg. Har været rigtig god til at holde pause og lave øvelser, så ryggen har det super fint. Og det har samvittigheden også. Opgaven er gået som smurt og jeg er nået rigtig langt. Det føles rigtig rart.

Nu vil jeg traske i seng, for der er jo ligesom ingen grund til at overdrive. I morgen tidlig kl. 8 har jeg tid hos kiropraktoren - det er i hvert fald ingen skade til.

Godnat - og drøm smukt!

Upopulær

Man kan ikke være lige meget i kridthuset hver dag.

Skrevet med børneskrift af yngstedatteren på fliserne foran hoveddøren i går, da hun var meget vred på os.

onsdag den 21. maj 2008

Nok for i dag

Har siddet et par timer ved den bærbare og arbejdet. Har et kæmpe projekt for en kunde, som er perfekt til at arbejde hjemme med. Ret heldigt, når nu jeg er nødt til at holde så mange pause dagen igennem. Men nu må det være nok for i dag. Jeg ved af erfaring, at min ryg skal have rigelige med pauser i vandret stilling og det er altså lidt svært at arbejde, når man ligger helt vandret. Så nu vil jeg lytte til min krop, og daffe ovenpå. Heldigvis kan man godt læse med ondt i ryggen.

Godnat og sov godt!

En af dem

I lidt over et år har jeg været "en af dem med rygproblemer", og kiropraktoren siger, at jeg har en begyndende diskusprolaps. Æv! Derfor går jeg forebyggende til kiropraktor én gang pr. måned, sidder på en bold på arbejdet, så de små rygmuskler bliver trænet og tænker i det hele taget meget over, hvordan jeg bruger min ryg.

Alligevel går det galt indimellem. Og det gjorde det også i går. Fik lavet en forkert bevægelse og hele dagen i dag har jeg bare haft konstante tårer i øjnene af smerter. Fik en pose frosne ærter af kokken på arbejdet, som jeg kunne ligge med i de anbefalede 10 minutter, men efter frokost blev jeg nødt til at kapitulere, og "kravle"ud i bilen. Vel hjemkommet lagde jeg mig straks ned og ...aaah... det var rart. Efter et par timers søvn havde ryggen det meget bedre. Og heldigvis havde min gode veninde tilbudt at jeg kunne få en omgang massage. Hun er uddannet massør og aldrig har jeg mødt nogen som hende, der tager så godt fat. Det er så fedt. Hun sagde, at min skade åbenbart sad så dybt, at hun ikke kunne nå den med almindelig massage, men bare det at alle musklerne på ryggen blev løsnet gjorde, at jeg har det mucho mucho bedre nu.

Håber jeg kan tage på arbejde i morgen, ellers kan jeg i hvert fald arbejde hjemmefra.

tirsdag den 20. maj 2008

Laver lige en liste - om at cykle på arbejde

Fordele:
1. Man får stærke lår og faste baller
2. Man kan folde sig ud som kø-vinker
3. Man kommer frem i nogenlunde jævnt tempo

Ulemper
1. Man sveder som en håndværker
2. Man bliver tvunget til at indånde scooter-udstødningsgas og dunste fra folks ildelugtende parfume
3. Man får lækkert hår - NOT!

mandag den 19. maj 2008

Giv mig min GPS tilbage NU!

Skulle være på Fisketorvet kl. 9 her til morgen til seminar. Kørte hjemmefra i god tid og drønede derudad. Pludselig opdager jeg, at jeg er på vej mod Field's. Damn, hvad skete der lige der? Nå, men det går jo nok. Så kan jeg jo bare køre over Amager Fælled, tænker jeg. Det var da underligt... pludselig er jeg i Sydhavnen. Kører videre. Yes... Vasbygade... og der... Fisketorvet. På forunderligvis landede jeg alligevel det rigtige sted, til den rigtige tid. Ved ikke helt hvordan det lykkedes, men det er også lige gyldigt. Hovedsagen er, at jeg kom til tiden. Men måske er det på tide at anskaffe en ny gps.

InDesign-seminaret var i øvrigt vildt fedt. Flere gange klappede folk begejstret. Glæder mig til at få afprøvet alle de fede ting, der blev fortalt om.

søndag den 18. maj 2008

En af mine livretter

På aftensbordet prydede en lille fin buket bordet, som yngstedatteren havde plukket.

Vejret var ikke perfekt, men det var rigeligt perfekt til at grille. Så det gjorde vi. Et par hudlapper, champignon, majskolber, almindelige og blå kartofler og rødbeder.


Hjemmelavet salsa - mums. Synes godt nok, at den var lidt for stærkt til dette måltid. Overdøvede ligesom den lækre grillede bøfsmag.

Hellere foran end bagud

I morgen venter et - forhåbentligt - interessant og lærerigt seminar med titlen:

"Et seminar om det perfekte arbejdsliv"

Det handler bl.a. om Adobe Indesign, som er mit absolut foretrukne værktøj, når jeg skal lave layout. Jeg elsker at bruge programmet optimalt og udforske alle kroge af det, så jeg kan optimere og effektivere mine arbejdsgange opgaver. Selvom jeg mener, at jeg har rimelig styr på det, håber jeg, at jeg i morgen kan lære endnu mere og komme endnu dybere ned i programmets funktioner.

Seminaret varer fra 9-12 og mine kolleger skal tilbage på fabrikken. Jeg har meddelt, at jeg arbejder hjemme. En af fordelene ved at arbejde hjemme er helt klart, at man ikke lige behøver at gøre det i det sædvanlige tidsrum, når blot opgaverne bliver løst. Derfor har jeg netop nu arbejdet et par timer og fået en del fra hånden - var nemlig lige i humør til det. Og så er jeg jo foran. Elsker at være foran. Og hader at være bagud.

Så i morgen kan jeg arbejde hvis jeg har lyst og lade være hvis lysten mangler. Herligt!

lørdag den 17. maj 2008

Lejrskoleagtig hygge

Yngstedatteren har overnattet på Musikskolen fra fredag til lørdag og jeg fik lov at overnatte med. Det var nærvær, hygge, snak, nye bekendtskaber og bare rigtig, rigtig dejligt. Ungerne - der var 27 i alt - nød det i fulde drag.

De spillede på deres instrumenter, legede lege, løb rundt og rundt og rundt, fjollede og havde det bare skønt. Fredag aften var der fællesspisning fra buffeten med den medbragte mad og lækre hjemmebagte kager til kagen. Ungerne kunne næsten ikke nænne at gå i seng, men efter et par godnathistorier, vandt de tunge øjenlåg alligevel og der faldt ro over feltet og de sov lige til næste morgen ved syv-tiden.

Igen er jeg imponeret over Musikskolens lærere. De forstår virkelig at få det bedste frem i poderne og så havde de været smarte at booke os forældre til at tage sig af alt det praktiske, så de selv kunne koncentrere sig om børnene. Efter den udsøgte morgenmad blev der øvet i samspil og klokke elleve ankom publikum så til koncerten.

Yngstedatteren havde vist ikke fået nok af sin mor, for hun spurgte om vi ikke kunne tage på café og spiste frokost. Selvfølgelig kunne vi det. Jeg havde heller ikke fået nok af hende og nød at sidde tæt sammen med hende og tale om oplevelserne.

Må indrømme, at da vi kom hjem var jeg liiiiidt slidt og blev nødt til at lukke øjnene et par timer. Selvom jeg havde sovet rigtig godt, er det alligevel uvant at ligge på en madras på gulvet med en masse fremmede børn rundt om sig.


Aftensmaden bestod af hjemmelavede burgere med guacamole. Kender I i øvrigt det trick med at lægge stenene ned i, mens den trækker? Så bliver den ikke brun og ulækker.



Desserten bestod af et fad med friske bær. Ungerne åd, så de næsten fik mavepine. De var yngste og hendes gode ven, der havde anrettet fadet.


Vennen blev fulgt hjem og yngste legede lidt på legepladsen. Imens hyggede jeg mig med at stikke kameraet ned i smukke mælkebøtter.

Yngste kalder. Om jeg ikke kommer og læser en godnathistorie. Selvfølgelig gør jeg det. Elsker at have hende liggende i min arm og nusse hende i håret, mens vi hygger med aftenens sidste ritual inden det er tid til godnatkram.

torsdag den 15. maj 2008

Foran på point

Genboen tilbød at tage yngstedatteren med på Musikskolen, hvor hendes datter også går. Pludselig havde jeg 2 timer til min rådighed. Tænke, tænke, tænke... hvad skal man dog bruge sådan et par timer til?

Det lykkedes! Jeg fandt på noget! Jeg gjorde simpelthen rent!!!!!!!!!
Har stadig ikke fundet en ny rengøringsalf, og så må man jo selv tage gummihandskerne på.
Og så slipper jeg jo for at gøre det i morgen på min fridag. (Godt tænkt, MrsCute!)


Fik også sorteret vasketøj i farver. Seks sorte sækfulde blev det til. Der kunne simpelthen ikke stopppes mere ned i vasketøjsskufferne. Utroligt som det kan hobe sig op, bare fordi at vaskemaskinen er deporteret et par uger p.g.a. bryggersrenovering. Men nu er jeg i hvert fald klar til at vaske løs, så snart maskinen bliver tilsluttet igen.


Mens jeg gjorde rent, lavede ældstedatteren og hendes veninde aftensmad. Hvilken luksus blot a kunne sætte sig til et veldækket bord med lækker mad. Menuen var friske rødspætter i fad med grøntsager og små kartofler med persille. Mums.

onsdag den 14. maj 2008

Jeg nægter!

Æv... har ondt i halsen og begynder at føle mig en lidt slatten. Gider altså ikke til at være syg. Håber grøn te hjælper på andet end at give slanke lår.

mandag den 12. maj 2008

Næsten midt om natten

Hos os må man kun se morgenfjernsyn i weekenden, så det glæder pigerne sig ofte ret meget til.
Forleden vågnede yngstedatteren liiidt tidligt, og kunne slet ikke falde i søvn igen, da hun var nervøs for, at hun så gik glip af noget.


Hun er først ved at lære klokken og for at være sikker på, at hun kunne huske hvad tid hun stod op, tegnede hun uret.

Tænk hvis hun også kunne stå så tidligt op til hverdag.

Min lille oase

Det blev lige præcis så godt, som det var lovet, og jeg har nærmest boet i min skønne hængekøje hele pinseferie, kun afbrudt af et pinsefrokost søndag og en lækker brunch hos svigerpatruljen i dag. Jeg var blevet anbefalet denne bog og bestilte den straks på biblioteket. Siden jeg fik den hjem, har jeg næsten ikke kunnet ligge den fra mig. Den handler om Englands historie i 1100-tallet og er dybt fascinerende og fantastisk godt skrevet.

Fuglefløjt og morgendug

Da jeg slog øjnene op i morges, var det dette syn der mødte mig. Smuk blå himmel.

Så drejede jeg hovedet og dette syn mødte mig.

Hvordan kunne det dog lade sig gøre?

Jo, i nat var det simpelthen så varmt, at jeg ikke kunne finde ro og ikke kunne falde i søvn. Tog derfor et par dyner og tæpper under armen og listede udenfor. Der stod min skønne hængekøje og kaldte på mig. Jeg pakkede mig godt ind og lå så og nød den fantastiske stjernehimmel og den friske natteluft på mine kinder. Lidt efter faldt jeg i søvn. Og hvilken søvn. Sjældent har jeg sovet så godt.

Da jeg vågnede var det med morgendug på tæppet og skøn fuglesang i ørerne. Jeg lå en times tid og bare nød det, mens solen brød frem på himlen og fuglene holdt fest i træet over mit hovedet. .

Hvilken luksus. Det er bestemt ikke sidste gang, at jeg sover udendørs i hængekøjen.

Mors dag = Min dag

Jeg er mor og jeg elsker det. I går på Mors dag benyttede min familie anledningen til at fortælle mig, at de også elsker mig. Der var ingen flag og ingen lagkage, men bordet bugnede, så man skulle tro det var en fødselsdag. Manden havde været ved bageren og pigeren havde dækket fint op.


Yngstedatteren havde valgt en lækker æske chokolade, og hun havde været i flere butikker inden hun fandt den hun havde tænkt sig. Det skulle nemlig være en i guldindpakning!

Ældstedatteren havde kreeret smukke æsker med matchende perlepynt.

Manden mente, at en helt rigtig Mors Dag gave var et dørslag, da det vi har er revnet!!!!!!!!

En sød lille fyr fra ældstedatteren.

Endnu en gave fra ældstedatteren: En meget fin nålepude, som hun har broderet.


Manden havde bestilt en smuk, smuk buket på nettet, som blev bragt til døren. Den stod og pyntede på pinsefrokostbordet hele dagen.

Solen bragede ned fra en skyfri himmel, mine forældre kom til pinsefrokost og det var helt igennem en fantastisk dag.

Sådan skal en mors dag være!

torsdag den 8. maj 2008

Det bli'r så godt


Om 5 kvarter har jeg pinseferie. Kan man andet end at glæde sig?

tirsdag den 6. maj 2008

Godt vi var hjemme

Manden er i fuld gang med at ordne havemøblerne med afrensning, slibning og oliering. Han joker med, at der er linolie i det produkt han benytter, og at det er selvantændende. Derfor skal han ha' en kold øl, så han kan slukke eventuelle flammer med den.

Pludselig kommer han løbende ind:

Der er ild i skraldestativet

Han har væltet det, så det ikke brænder huset, løber ud i haven, hiver vandslangen gennem huset, og få heldigvis ilden under kontrol i løbet af kort tid.

Det var simpelthen bare penslen, han havde smidt ud uden at tænke nærmere over det. Tænk, hvor galt det kunne være gået, hvis vi ikke var hjemme.

P.S. Vi har en ny udendørslampe liggende, som vi bare ikke har fået hængt op endnu.
Mere P.S. Havemøblerne ser heldigvis ud til at blive rigtig flotte.

Manglende overholdelse af aftale

Havde en aftale med en ny rengøringsalf "lidt efter 16". Det er nu ca 2½ time siden og ingen skygge af nogen som helst nullermændsuddrivere i sigte. Sidder sgu og bliver lidt småirriteret.

Hvis hun overhovedet dukker op, kan må så stole på, at hun vil kunne overholde fremtidige aftaler?

søndag den 4. maj 2008