mandag den 30. juni 2008

Fødselsdagsmenu under opsejling

Om nogle dage fylder jeg år igen. Forældre plus svigerpatruljen er inviteret til middag. Sidder lige og sammensætter menuen. Skal på arbejde den dag, så jeg har jo ikke tusind timer til at stå i køkkenet, så det skal være noget, der er lækkert, men let at lave. Og så kan man jo heldigvis komme langt med planlægning.

Indtil jeg ligesom har fået taget hul på menuen, er det altid lidt frustrerende, men det gør ikke noget. Elsker at finde på og jeg ved det nok skal blive godt.

Er spændt på hvad det ender med.

tirsdag den 24. juni 2008

En engel er kommet til matriklen

Vi har fået ny rengøringshjælp og hun er den bedste vi nogensinde har haft - og det er alligevel en del de seneste 10 år. Hun er ualmindelig sød og smilende. Og så kan hun tænke selv. En egenskab jeg sætter stor pris på. Har næsten ikke ikke fortalt hende noget om, hvad jeg ønsker. Har blot vist hende rundt, så hun kendte hjemmet. Alligevel er der intet der forbi går hendes blik. F.eks. har hun støvsuget ryglænnet på vores seng, noget ingen af de andre gjorde SELVOM jeg bad dem om det gentagne gange.


I dag mødte der mig dette syn, da jeg kom hjem. Det er absolut ikke meningen, at hun skal lægge tøj sammen, men jeg havde ikke selv nået det i morges, så tørrestativet stod og bugnede. Da jeg så hun havde lagt det sammen, skrev jeg straks til hende og spurgte, om hun virkelig kunne nå alting på de 3 afsatte timer og det siger hun, hun sagtens kan.

Tænk at man kan være så heldig.

mandag den 23. juni 2008

Så fløj hun

Egentlig en underlig tradition, men meget hyggelig. Hele grundejerforeningen samles på fællesarealet og så er der fælles grill med efterfølgende bål. I år sprang vi dog grillen over og nød hinandens samvær herhjemme i stedet.

Klokken halv ti daffede vi så mod bålet og nød en halv times varme og sang, mens blikket dvælede ved flammerne.

Da jeg var barn var det også en fast tradition. Der var det også grundejerforeningen, der stod for arrangementet. Der blev bygget små ildsteder til børnene, hvor der kunne bages snobrød inden bålet blev tændt, når mørket sænkede sig. Jeg har ofte været med til at lave heksen.

Jeg mindes, hvor hyggeligt det var. Alle kendte hinanden og der var børn i næsten alle husene, så vi var mange. Vi løb rundt og legede, mens de voksne sad rundt om bålet i medbragte stole og pakket godt ind i tæpper. Sidst på aftenen lugtede man godt af bål, mens man træt vaklede i seng, mæt af hygge og samvær.


Nederen start på ugen

Så står man der.
Mandag morgen.
I lækkert cykeloutfit.
Og iPod i ørerne.
Og så er cyklen flad.
PÅ BEGGE HJUL.
Må man så godt bande?

søndag den 22. juni 2008

Fravigelse af princip


Jeg har et princip, at jeg ikke maler malerier til andre end matriklen. Ved ikke rigtig hvorfor. Jeg lægger mange tanker og følelser i mine billeder og de bliver ligesom en del af mig selv. Tror ogs¨å det har noget at gøre med, at jeg holder så meget af mine malerier, at jeg ikke har lyst til at de skal hænge andre steder end her.

Men nu fraviger jeg mit princip.

En vens ven skal giftes og han havde brug for en grafiker, der ville lave en plakat med billeder af sin tilkommende plus søn. Jeg sagde ja. Pludselig fik jeg mere lyst til at male ham et billede. Han synes det lød som en god idé og nu er jeg gået i gang. Det er lidt mærkeligt at male til nogen man ikke kender. Men jeg har set en del billeder af dem og talt med ham, så det føles bedre nu. Han har gjort sig nogle tanker og det betyder meget for mig. Jeg har fået frie hænder til den kreative process og jeg er kommet rigtig godt fra start.

Det bliver rigtig godt.
Håber han synes lige så.
Og hans tilkommende, som skal modtage det i bryllupsgave . Bare hun nu synes om det.

onsdag den 18. juni 2008

Måske skulle man konvertere til mand?

Dit efternavn kan du beholde som det er.
Garagen er din egen.
Bryllupsforberedelser ordner sig selv.
Chokolade er bare en blandt flere
slags lækkerier.

Du kan blive præsident eller statsminister.
Du kan aldrig blive gravid.
Du kan have en hvid T-shirt på i badelandet.
Du kan gå uden T-shirt i badelandet.
Automekanikere fortæller dig sandheden.

Hele verden er din pisse-rende.
Du behøver ikke køre til en anden tankstations toilet blot fordi dette er for ulækkert.
Du behøver ikke tænke over hvilken vej du skal dreje en møtrik.
Du har det samme arbejde men tjener mere.
Rynker gør dig mere karakterfuld. Du kan blot leje smokingen til store fester.

Folk kigger aldrig på dit bryst når du taler til dem.
Det nærmest forventes at du bøvser under og efter måltidet.
Du kan prutte.
Nye sko giver dig ikke vabler eller slidmærker.
Du har det samme humør altid.
Telefonsamtaler varer højst 30 sekunder.
Du ved ting og sager om biler, våben, fly....
En uges ferie kan snildt rummes i én kuffert.
Du kan selv åbne flasker og rødbedeglas.
Du får anerkendelse for at være betænksom.
Hvis nogen glemmer at invitere dig kan I stadig være venner.

Dit undertøj koster 49 kr. for 3 stykker.
Tre par sko er mere end nok for dig.
Du har aldrig betænkeligheder med om dit tøj sidder ordentligt.
Du er ikke i stand til at se om dit eget tøj er krøllet.
Hele dit ansigt er i de farver naturen har givet det.
Den samme hårmode varer i årevis, måske endda årtier.
Du er kun nødt til at barbere dit ansigt og halsen.

Du må lege med legetøj hele livet.
Din mave vil sædvanligvis skjule dine brede hofter.
Én taske og én farve til alle årstider.
Du går med shorts, uanset hvordan dine ben ser ud.
Du kan ordne negle med en lommekniv.
Du kan vælge, om du vil have overskæg.

Juleindkøbene til 25 familiemedlemmer ordner du på 25 minutter den 23.
december.

Det er ikke underligt at mænd er mere lykkelige.

27:51

Damn jeg er imponeret over mig selv!

Jeg løb ALT for Damernes 5 km kvindeløb i går i Fælledparken i tiden 27:51. Det er ALDRIG sket før, at jeg har løbet så hurtigt. Og det endda uden at løbetræne. Tænk hvad det kunne blive til til DHL-stafetten, hvis jeg begyndte at løbetræne lidt.

Måske man skulle overveje det?

tirsdag den 17. juni 2008

Nem at lokke

Der er kommet et afbud, så jeg er blevet overtalt til at deltage årets Alt For Damernes kvindeløb i Fælledparken i aften. Er ikke så meget for det der løb og slet ikke sådan nogle løb for tusindvis af deltagere. Men når man nu har noget der minder om et princip om, at man ikke siger nej til en udfordring og når det så ovenikøbet er sammen med alle pigerne på mit nye arbejde, ja, så er der jo ingen grund til ikke at sige ja. Så det har jeg gjort. Håber ikke jeg kommer til at fortryde det.

mandag den 16. juni 2008

Haven jubler


Endelig er der kommet lidt tiltrængt regn de seneste dage. Haven drikker og drikker og alt skyder i vejret med lynets hast. Naturligvis vil vi gerne have sol fra en skyfri himmel og høje varmegrader, men det er nu befriende at renset luftet og næret de hungrende planter og blomster.

Naturligvis vil vi gerne have sol fra en skyfri himmel og høje varmegrader, men det er nu befriende at renset luftet og næret de hungrende planter og blomster.

Alene hjemme

Når man har familie og en mand, der holder mest af at være hjemme, er det sjældent at man er hjemme helt, helt alene. Og da slet ikke i flere dage. Men det var jeg næsten i weekenden. Ungerne blev sendt med toget til mormor og morfar om fredagen, og blev tilbageleveret søndag eftermiddag. Lørdag klokken enormt tidligt daffede Manden til Innsbruck for at se fodbold og han kom først hjem søndag midnat.

Det betød, at jeg havde næsten to hele dage for mig selv. Helt alene. Jeg elsker min familie, men nøj hvor var det skønt bare at være sig selv. Lørdag var der lagt op til stor festivitas med sommerfest med bokseholdet. Forventningen var tårnhøj, for det plejer at være super spas og vare hele natten. Men ikke denne gang. Var hjemme allerede lidt over elleve. Men så kom jeg til gengæld hjem til et tomt og helt stille hus. Og jeg vågnede op til et tomt og helt stille hus. Det er ikke ofte jeg har prøvet det, de senere år. Det var skønt. Og jeg nød det til fulde.

Men indrømmet... da pigerne ankom sidst på eftermiddagen og der igen kom liv i huset, føltes det helt rigtig og præcis sådan som det skal være.

Så nu er hverdagen tilbage og det er dejligt.

tirsdag den 10. juni 2008

Uventet besøg

I dag da vi kom hjem fra en køretur, sad denne lille fyr på trappestenen og ventede på os.

Da vi nærmede os, stak han af. Han så ikke umiddelbart ud til at være skadet, så hvad han lavet hos os, er stadig en gåde.

mandag den 9. juni 2008

Laaaang nat

Yngstedatteren var hårdt ramt i nat. Hun kastede op i et væk, når hun altså ikke var på toilettet. Jeg havde taget hende ind i dobbeltsengen, så jeg kunne hjælpe og trøste hende. Manden sov så i hendes seng.

Og der blev god brug for mit moderlige omsorg. Hun var så skidt, at hun på et tidspunkt midt i en voldsom opkastning hulkede. "Jeg kan ikke mere. Jeg vil bare dø". Det stakkels pus. Jeg mindede hende om, at resten af familen var kommet helskindet igennem det, og vi alle vidste præsis hvad hun gik igennem.

Henad halv fem-tiden faldt der lidt ro over hendes mave og vi lå faktisk og hyggede lidt inden vi eeeeeendelig kunne overgive os til søvnen.

Må indrømme, at jeg en anelse klatøjet, da vækkeuret ringede kl. 6. Og nu... ja nu føler jeg mig som noget fra en uhyggelig film.

Håber det kan blive til en lille morfar på sofaen, når jeg kommer hjem om et par timer.

søndag den 8. juni 2008

En efter en

Jeg var syg tirsdag, onsdag, torsdag.
Ældstedatteren fredag og lørdag.
Manden lørdag, søndag og sikkert også i morgen mandag.
Og nu har yngstedatteren netop ofret sig for første gang.
Pyyyyh, det er noget af en omgang.

onsdag den 4. juni 2008

Langt til toppen

Jeg er ikke på toppen. Slet, slet ikke. Har ligget ned indenfor hele dagen. Har hverken spist eller drukket særlig meget. Har ikke haft kræfter til noget. Har hverken læst eller surfet og kun set et lille smule fjernsyn. Stod dog op og lavede en rissalat og en pandefuld frikadeller af det kød der blev leveret i morges fra Torvet.dk. Det skulle jo bruges.

Sad før og zappede lidt tekst-tv. Læste om salmonella-forgiftningerne, som hærger landet i øjeblikket. Fik tanken, at det måske er sådan en jeg er ramt af. Symptomerne passer i hvert fald perfekt. Yngstedatterens spurgte, hvorfor jeg dog ikke bare lagde en madras ud på badeværelset, og sov der, så var der ikke så langt at rende hele tiden. Det kan hun selvfølgelig have ret i. Heldigvis er besøgene til det lille hus stilnet noget af. Jeg satser på snarlig bedring. Det er da skrækkeligt at skulle ligge indenfor og lide, når vejret er så fantastisk. Men jeg kan slet ikke udholde tanken om at bevæge mig udenfor.

tirsdag den 3. juni 2008

Nederen

Ældstedatteren har været hjemme i dag. Hun havde meget slem allergi i nat, så hun fik lov at sove i morges. Jeg havde heldigvis mulighed for at arbejde hjemme, så det gjorde jeg.
Datteren har det bedre nu. Dejligt. Noget, der ikke er så dejligt, er til gengæld min mave. Den er helt, helt ødelagt. Præcis som jeg havde overstået dagens arbejde, loggede af og skulle på velfortjent hvil i hængekøjen, stejlede min mave. Jeg kunne ikke engang overskue at ligge i hængekøjen (SÅ er jeg syg!)

Så nu ligger jeg her i sengen og lider, mens resten af familien hygger på terrassen. Vinduet står åbent, og jeg kan høre deres blide stemmer og dufte den dejlige aftensmad, Manden blev nødt til at kreere, da jeg har meldt mig fuldstændigt ud.

Satser på at få det bedre hurtigt. Orker altså ikke at ligge her indenfor, når det er så pragtfuldt vejr.

mandag den 2. juni 2008

Jeg klager ikke

Jeg klager ikke. Det gør jeg altså ikke. Men hold op hvor er der varmt her på fabrikken.

søndag den 1. juni 2008

Yngste på Plænen


Dagen i dag blev tilbragt i Tivoli. Måske ikke det foretrukne valg, når man tænker på det pragtfulde vejr. Men Albertslund Musikskole skulle modtage en pris som Årets Musikskolekommune 2008, og derfor skulle strygerne (inkl. yngstedatteren) spille på Plænen i dag kl. 15.

Og så tropper man naturligvis op.
Med glæde.
Det var en stor dag og meget, meget spændende og de gjorde det super, super godt. Der var vist ikke et eneste forældre øje, der var tørt der.