Ruten til arbejdet foregår på store veje med masser af biler. I morges tænkte jeg, at det da ville være meget federe at køre gennem Vestskoven på cyklen. Som tænkt så gjort. Glad og fro hjuler jeg derud af. Med musikken i ørerne smiler jeg op med den opstigende sol og tænker, at det er da bare fedt det her.
Pludselig ender vejen.
No problemo.
Kan jo både se og høre Ringvejen lige derhenne. Der er godt nok et mudret stykke, der skal forceres, men det går nok. Damn, der er sgu hegn for. Og jeg kan ikke lige se mig selv kaste cykel og madpakke over. "#€%()=?+%&§ (Så må man godt bande!). Nå, der er ikke andet at gøre, end at vende hesten og finde en anden vej ud. I horisonten aner jeg to cyklister og jeg hjuler efter dem. Vi når til en asfalteret vej - og så drejer din hver sin vej. Argh! Jeg tager chancen og følger efter ham til højre. Jeg aner ikke hvor jeg er. Kommer både forbi en planteskole, et sommerhusområde en Spar-købmand og et villakvarter. Pludselig ser jeg et vejskilt med "O3"...jubii, der er håb forude. Og et par minutter senere er jeg på rette spor og nåede frem til fabrikken i ok-tid.
Måske jeg skulle lave lidt research INDEN jeg kaster mig ud i skønne omveje?
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
3 kommentarer:
Hehe, ja det kan man jo tænke! Sikke en stifinder du må være alligevel at komme frem i rette tid - eller bare noget så heldig :)
Tror "desværre" jeg blot var heldig. Er en af den type mennesker, der kan fare vild i den berømte svingdør :-(
- uhh, min store medfølelse, for jeg lider af den berømte "hvor-er-jeg-henne"?, altså når jeg sidder ved roret i dyt. Jeg kalder det kørselsblindhed, og den sygdom lider masser af, blot er det få, der tør afsløre det ;-)
Bortset fra det, er din beretning pragtfuld *LOL*
Send en kommentar