Yngstedatteren var hårdt ramt i nat. Hun kastede op i et væk, når hun altså ikke var på toilettet. Jeg havde taget hende ind i dobbeltsengen, så jeg kunne hjælpe og trøste hende. Manden sov så i hendes seng.
Og der blev god brug for mit moderlige omsorg. Hun var så skidt, at hun på et tidspunkt midt i en voldsom opkastning hulkede. "Jeg kan ikke mere. Jeg vil bare dø". Det stakkels pus. Jeg mindede hende om, at resten af familen var kommet helskindet igennem det, og vi alle vidste præsis hvad hun gik igennem.
Henad halv fem-tiden faldt der lidt ro over hendes mave og vi lå faktisk og hyggede lidt inden vi eeeeeendelig kunne overgive os til søvnen.
Må indrømme, at jeg en anelse klatøjet, da vækkeuret ringede kl. 6. Og nu... ja nu føler jeg mig som noget fra en uhyggelig film.
Håber det kan blive til en lille morfar på sofaen, når jeg kommer hjem om et par timer.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
4 kommentarer:
Åh lille Freja-Prinzezze, rigtig god bedring, jeg tænker på dig og sender dig mine allerbedste helende ønsker. Stakkels lille digse, hvor er det synd for dig :
LOVE fra Moster Bodil
Øv altså... hvor kan jeg bare følge hende. Der er simpelt hen ikke noget værre end at kaste op; det er total tab af kontrol.
God bedring med hende.
Tak skal I ha' begge to. Hun har det allerede meget bedre :-)
Juhuuuuuuuu, nu blev min dag flere millioner gange bedre :)))))))))
Hugs & kisses,
Maui-mosteren
Send en kommentar