Alene hjemme

Når man har familie og en mand, der holder mest af at være hjemme, er det sjældent at man er hjemme helt, helt alene. Og da slet ikke i flere dage. Men det var jeg næsten i weekenden. Ungerne blev sendt med toget til mormor og morfar om fredagen, og blev tilbageleveret søndag eftermiddag. Lørdag klokken enormt tidligt daffede Manden til Innsbruck for at se fodbold og han kom først hjem søndag midnat.

Det betød, at jeg havde næsten to hele dage for mig selv. Helt alene. Jeg elsker min familie, men nøj hvor var det skønt bare at være sig selv. Lørdag var der lagt op til stor festivitas med sommerfest med bokseholdet. Forventningen var tårnhøj, for det plejer at være super spas og vare hele natten. Men ikke denne gang. Var hjemme allerede lidt over elleve. Men så kom jeg til gengæld hjem til et tomt og helt stille hus. Og jeg vågnede op til et tomt og helt stille hus. Det er ikke ofte jeg har prøvet det, de senere år. Det var skønt. Og jeg nød det til fulde.

Men indrømmet... da pigerne ankom sidst på eftermiddagen og der igen kom liv i huset, føltes det helt rigtig og præcis sådan som det skal være.

Så nu er hverdagen tilbage og det er dejligt.