Der er bud efter mig

Terrassedøren står åben og ind strømmer den klare forårsluft.

Og haven kalder. Jeg HAR forsøgt at lukke ørerne; der stod egentlig andre ting på programmet i dag, men nu kan jeg ikke sidde det overhørig mere.

Jeg må simpelthen lidt ud og rode i jorden. Det er helt fint. Den længes. Og det gør jeg jo også.

Koldhævning

For et stykke tid siden faldt snakken med en veninde på vores KitchenAid-køkkenmaskine, som vi begge er i besiddelse af. Jeg fortalte, at jeg ikke var sååå god til at bruge den til at bage. Hun sagde, at det da var så let. Bare lige kaste nogle ingredienser sammen, røre-røre-røre og så i køleskabet til næste dag. 1-2-3 og der var friskbagte, velduftende boller til familien.

Og siden den samtale er jeg gået fuldstændigt amok i koldhævning og bolledej. I går, to sekunder inden vi skulle ud af døren, lagde jeg lige dej til en portion boller, så der var til søndagsmorgenbordet. Det er hurtigere - og væsentlig bedre - end bagerens luftbrød.

Nu har jeg også lagt dej til mine frokostboller samt til et madbrød med oliven, soltørrede tomater og feta, som vi skal nyde i aften sammen med den grillede økologiske kylling.

Kan næsten ikke vente.

Pause

Jeg har styrtet rundt hele formiddagen, så nu må det være tid til en lille formiddagspause med indtagelse af en frisklavet smoothie, mens jeg studerer Årstidernes nyhedsblad.

Om lidt skulle der gerne dukke en VVS-mand op, som skal besigtige de ændringer der skal foretages i forbindelse med bryggersrenoveringen.

Ældstedatteren skal holde fødselsdag for alle pigerne fra klassen, så der skal naturligvis også lige nogle forberedelser til i den anledning.

Der er blevet vasket, ryddet op, hentet pakker på posthuset, lavet plakat til Albertslundkorets jubilæum, mugget ud i køleskabet, tømt skabe i bryggerset, talt i telefon og og og...

Terrassedøren står på vid gab og fuglene synger i takt med at jeg spænner rundt.

Det er en god dag at have fri fra fabrikken.

Hvilket syn

Så har vognmanden været her med mine ugentlige kasser. Et af ugens højdepunkter - i hvert fald hvad angår en af de mange tilbagevendende pligter, som indkøb jo er. Tænk at man bare kan stå og smile i døren, mens den flinke mand bærer der hele hen til sig. Og så sådan nogle lækre varer. Denne gang var der også blå Congo kartofler med. Dem er ret ret spændt på at smage.


Og hvilet frugtfad, det er blevet til. Mums. Masser af bananer til ældstedatterens og mine morgensmoothies. Og saftige æbler, til at blive skåret i både til ungernes computer-tallerkener (altså en tallerken med frugt som de kan hapse, når de sidder med vennerne ved computerne).


Og Butterscotch Shortbread, som jeg ikke aner hvad er, og æblekompot, som er ældstedatterens yndlings. Denne gang har jeg også bestilt 6 flasker vin. Er ret spændt på, om de lever op til forventninger.

En lille åbenbaring

Jeg indrømmer det. Jeg er faktisk begyndt at holde ret meget at yngstedatterens musiktimer. Måske er det især fordi hun går op i det med liv og sjæl og glæder sig til hun skal afsted.
Måske er det fordi jeg er begyndt at nyde de toner, der kommer ud af det.
Måske er det fordi jeg får lejlighed til at være sammen med hende helt alene med noget hun brænder for.
Jeg ved det ikke, men dejligt er det i hvert fald.

Det er også en fornøjelse at opleve, hvordan alle underviserne er fantastiske til at lege musikken ind i børnene. De gør det sjovt, fornøjeligt, varieret og ikke mindst forståeligt.

De fleste af forældrene afleverer deres børn og henter dem så igen, når de 2-2½ time er gået. Fint nok at muligheden er der for det, hvis man har behov for det. Har da også selv haft et ærinde en gang eller to. Men de fleste gange er jeg med og lytter og lærer. Har altid bedst kunne lide at være en tæt del af ungernes hverdag, så jeg kan tale med om det de oplever.


I dag var der koncert med et lille orkester fra Musikskolen, som spiller tyrkisk musik. Det er ikke liiiige min kop te, men da stryger-underviserne bagefter fik alle stryger-eleverne til at spille med, på det niveau de nu var, ja så var jeg alligevel imponeret. Det lød faktisk supergodt.

Og så kan man jo pludselig se, hvad meningen med det hele er.

Uforståeligt

Tænk, at det virkelig skal være nødvendigt!

Endelig opdaget

Her har man gået i mange år og ventet på at blive opdaget, og så sker det pludselig på arbejdet... en fotograf kommer med et mega kamera og be'r mig stille mig op, dreje hovedet lidt, smile, dreje lidt mere, vende mig om og smile lidt mere endnu. Damn jeg er god til det og kan slet, slet ikke forstå, at det ikke er sket for længe siden.

Desværre er det bare billeder, der skal bruges i firmaregi. Men det var da meget sjovt i de 45 sekunder det tog.