Hvorfor er man ikke en bjørn

Julen er vel overstået. Med alt hvad det indebar af stearinlys, pynt, nisser, mad, slik, fest og ikke mindst hygge på alle tangenterne. Elsker julen. Glæder mig allerede til næste jul. Nu går vi mod lysere tider. Det er bestemt heller ikke dårligt.



For hver dag der går, bliver det lysere og lysere. Men det er ligesom om, at jeg slet ikke kan komme op i gear. Har det egentlig bedst, hvis jeg tuller rundt herhjemme i slowmotion i pyjamas med ingenting på programmet. Jeg forsøger at tage mig sammen. Tager da til boksning omend det kræver næsten uoverskuelig viljestyrke. Døtrene bliver da også kørt til skøjt og bratsch og her bliver både købt ind, lavet mad og bagt brød. Men det holder hårdt.

Heldigvis er humøret i på plus-siden, for ellers havde det da slet ikke været til at holde ud. Det kunne være meget værre. Ja, faktisk er det jo slet ikke slemt. Overhovedet. Det er bare uvant med det l-a-n-g-s-o-m-m-e og ugidelige tempo, jeg lægger for dagen. Det gode er, at jeg ved det snart vender. Når lyset for alvor brager igennem bliver jeg fyldt med fornyet energi og gangen bliver let og fjedrene. Sådan går det hvert år. Også i år. Og det er snart. Meget snart.

Men hvorfor er man ikke en bjørn, så man kunne gå i hi hele vinteren?

Laver lige en liste

- en totalt overskudsagtig-klam-en-af-slagsen!

1. Har forlængst købt alle julegaver OG pakket dem pænt ind
2. Har gjort julerent i hele hytten (rengøringsalf har forladt pladsen i utide - æv)
3. Har skuret køleskabet med klorin (og det var IKKE spild - det trængte voldsomt)
   
4. Har erkendt, at der nok skal bikses endnu en omgang konfekt sammen
5. Har løbet 10 km i dag i fantastisk smukt vejr (har dog stadig flydende chokolade i blodårerne)
   
6. Har vasket sengetøj og hængt det til tørre udenfor (mmm friskluftduftende sengetøj)
7. Har peelet kroppen og indsmurt sig i dejlig olie (OG barberet ben)
8. Har set bunden af samtlige vasketøjsskuffer OG vasket alt tøjet
   
9. Har næsten helt styr på nytårsmenuen (uha det bliver godt)
   
10. Har læst "Aldrig mere fri" af Sara Blædel på to dage (æv, troede den skulle vare hele julen)
    

To ud af tre.... ikke godt

1. Vores rengøringsalf har sagt op. Hun har ikke tid til at komme mere. Sidste gang er på tirsdag. ØV! Hun var ellers bare SÅ god. Hun var ikke forfærdelig stabil og hun var heller ikke så god til at give besked, når hun ikke kom. Men NÅR hun så endelig kom, skinnnede hele huset som en drøm.

Nu skal vi til at finde en ny, for at gøre rent er bestemt ikke noget der står øverst på familiens det-kan-vi-lide-liste. Suuuuuk!

2. Min elskede morgensmoothie-blender har kvast sine sidste hindbær. Pludselig sagde den underlige lyde og der kom røg ud fra den. Mere suuuuk!

3. Ingen tre'er endnu - og der behøver heller ikke komme en. Punktum!

Er det et tegn?

Har man kigget på for mange kage-sider, når man begynder at overtrække betonklodser på vejen med fondant?

En gang alkoholiker, altid alkoholiker

Er man først afhængig, vil det altid ligge latent i en. Har jeg hørt. Det er dog (heldigvis) ikke alkohol, jeg er afhængig af. Men sukker! I alle former. Hvidt sukker. Sodavand. Slik. Kager. You name it.

I flere måneder har jeg pralet af, at jeg er blevet sukker-uafhængig. Min krop har accepteret, at det ikke var et giftstof, som den behøvede mere. Det var skønt. Jeg havde absolut ingen problemer med at sige nej, når jeg blev budt noget. Kunne sagtens dufte til et stykke lækker, fyldt chokolade uden overhovedet at overveje at åbne munden og stoppe det inden for.

Jeg var så stolt og imponeret over mig selv. Pludselig knækker filmen. Min krop SKRIGER på sukker og min mund åbner sig fuldstændig automatisk, mens min hånd fører det ene stykke gift op til den efter det andet.

HVAD SKER DER??? HVORFOR???

Min mave råber desperat på hjælp. Den kan ikke klare det. Mit hoved værker med den ondeste hovedpine. Det er ved at sprænge. Alligevel vågner jeg op - stadig med hoved- og mavepine og det eneste jeg tænker på er slik/sukker/gift.

Jeg fatter det ikke. Jeg VED det er gift. Min krop ved det er gift. Jeg har i måneder oplevet, hvor skønt jeg havde det uden al den gift i kroppen. Og så pludselig BANG, forstanden bliver koblet fra og dybereliggende instikter tager over.

GIV MIG MIN UAFHÆNGIGHED TILBAGE NU!

Jeg er opdaget!

Har gemt mig i flere uger. Men nu er jeg opdaget. Damn! Ikke fordi det egentlig gør noget. Har bare ikke rigtig haft behov for at mangfoldiggøre mig. Og så har jeg været optaget af alt muligt andet. Ikke noget specielt. Bare det der "hverdagen", du ved. Har hverken skrevet, opdateret eller læst andres blogs i flere uger. Overhovedet. Slet ikke. Ikke så meget som et lille bitte indlæg, har jeg læst. Underligt, når man plejer at følge heftigt med.

Nå men...
Jeg er altså blevet tagget af Lotten.

Reglerne er som følger:

• Link til din tagger
• Nævn reglerne i din blog
• Fortæl om seks af dine særlige vaner (unspectacular quirks of yours)
• Tag seks andre bloggere
• Læg en besked hos bloggerne om, at de er blevet tagget

Og det er så nu jeg skal fortælle om mine "særlige vaner".

1. Hikker mega højt og ukontrolleret. "Styr dig" siger min mor, når hun hører det.
2. Når jeg får en ny hobby eller interesse er den mit et og alt - i en periode, for så derefter slet ikke at interesse mig mere.
3. Er vildt slemt til at slå ud efter folk, når de irriterer mig
4. Stiller vækkeuret klokken enormt tidligt og banker så på "snooze" 1.000 gange inden jeg endelig står op - til stor irritation for min bedre halvdel.
5. Jeg SKAL i bad hver morgen. Selvom jeg skal direkte til træning, skal min krop overbruses med vand for at den kan vågne.
6. Jeg elsker lister. Huskelister. Madlister. Ønskelister. Shoppinglister. Boglister. Gavelister. To-do lister. Arbejdslister. Der kan laves lister til alt.

De seks, hvis særlige vaner jeg gerne vil høre nærmere om er: Hende, Mette B. Sydhavnsprinsessen, Kageklovn, Peach Melba, Moccapigen. Som nævnt har jeg jo ligesom været offline et pænt stykke tid, så håber ingen af dem allerede er blevet tagget.

Nedprioritering

Hvad sker der lige... den ene dag tager bare den anden og pludselig er der gået jeg ved ikke hvor mange dage. Jeg synes egentlig jeg har meget på hjertet, men jeg drøner rundt fra det ene til det andet, så det er ikke lige bloggen, der bliver prioriteret højest i øjeblikket.

I dag efter arbejde har jeg været til bratsch-undervisning med yngste, købt ind, ordnet vasketøj, smurt aftensmadsmadpakke, kørt ældste til kunstskøjteløb, løbet en tur på 10 km og været til møde i skøjteklubben. Pyyyyh. Jeg klager ikke. Det har været hyggeligt og dejligt og skønt, at jeg selv kan bruge ventetiden til en løbetur, men der ER bare nogle andre ting, man så ikke kan nå. Det må så komme på et senere tidspunkt. Sådan må det være.

Hallooooooooo

Blev vækket for lidt siden. Af telefonen. På en søndag morgen. Argh. Kan høre der er nogen i den anden ende, men ingen reagerer på mit "Halloooo". Hm, det er nok bare nogen, der er kommet til at rammen en tast, uden at de har opdaget det.

Hulk og snøft

Arvestykker er ikke noget jeg har gjort det så meget i. Da vi boede i en herskabslejlighed i København havde vi lidt mere end i dag. Det passede ligesom bedre der, end i et betonrækkehus fra 1970. Noget af det der "overlevede" flytningen, var en smuk glasskål og 12 asietter fra min mormor. I aften er det slut. Glasskålen er ikke mere.


Den ofrede sig til gengæld for en skøn, fed hjemmelavet bearnaisesauce. Manden siger, at det er godt den er blevet brugt og at det er godt jeg har været glad for den. Og det har jeg. Meget. Men derfor synes jeg godt man må blive lidt trist, når den pludselig flækker. Jeg troede helt ærligt godt, at den kunne tåle at blive brugt til et vandbad. Jeg blev klogere. Det kunne den ikke. Den flækkede. Midt over. Der sørges. "Mor du kan jo bare købe en ny" Jamen det kan jeg da. Men det er ikke det samme. Slet ikke.

Well, jeg har jo heldigvis stadig asietterne. De blev her til aften brug til servering af karamellliserede blommer.

Klap-klap

Det blæser ret meget.
Der er støvregn.
Jeg er mildest talt mega øm i kroppen efter den hårde træning i går.
Jeg er træt.
Og bilen lokker.

Men jeg gjorde det alligevel. Jeg kastede mig op på jernhesten og cyklede til fabrikken.

Jeg HAR klappet mig selv på skulderen.

Chokeret og målløs

Den "rigtige" hverdag er så småt begyndt at indfinde sig. Med det mener jeg, at pigerne er begyndt i skole og nogle af deres fritidsinteresser er begyndt.

I går var jeg til opstartsmøde i skøjteklubben. Jeg er stadig målløs. I chok. Og dybt forundret. Men nok mest på den positive måde.

Kender absolut intet til skøjte"branchen", så alt er nyt. Altså ældstedatteren begyndte til kunstskøjteløb i januar måned, så hun har gået der i 3 måneder plus lidt ekstra i sommerferien. Men fordi hun begyndte midt i en sæson, er vi kommet sådan lidt ind fra sidelinien.

Hun blev hurtigt spottet, som et særligt talent, som de på sigt gerne vil have som konkurrenceløber, og derfor er hun blevet "Iskrystal". Øøøøh, det er jeg stadig i målløs over. Men selvfølgelig også stolt. Tænk at hun er så dygtig, at de vil ovre klubbens allerbedste trænere på hende. Nå, men i går var jeg så til det her opstartsmøde, sammen med de øvrige Iskrystal-forældre, og jeg må sige, at de har styr på det og det virker som om det er en rigtig god og fornuftig klub med nogle sunde værdier for pigerne.

Men hvis man vil blive til noget, må man også gøre en indsats. En stor indsats. Hele familien! Hun skal nemlig træne fire gange om ugen, hvoraf de to ligger meget tidligt lørdag og søndag morgen. Og da der er for langt, skal hun køres hver gang. Well, hun vil rigtig, rigtig gerne, og hun har trænet spring og hop hele sommeren, så vi kan vist konstatere, at hun brænder for det. Så hun får lov. Så må vi bare se, hvor længe interessen er der .

Vi får også en udfordring i forhold til kørsel om onsdagen. Yngstedatteren skal nemlig gå til springgymnastik og jeg går til boksemotion, og ældste til skøjter. Men det må vi lige se på, når alle tiderne er på plads.

Yngstedatteren er stadig vild med at spille bratsch, og der går hun to gange om ugen, plus jeg øver med hende 20 minutter hver evig eneste dag året rundt. Så der er nok at se til. Godt jeg er på deltid. Fatter ikke hvordan folk på fuldtid får tingene til at hænge sammen.

Update: Har netop fundet ud af, at der var en fejl i programmet for yngstedatterens gymnastik, så hun skal gå tirsdag i stedet for onsdag. Det er jo fint, for så bliver det lettere at få det hele til at gå op i en højere enhed. Det er alligevel bare lidt ærgerligt, for det var dejligt, at have en ugentlig "fridag", hvor vi alle var hjemme.

Tre timer i helvede

Manden har noget med Bilka. Har aldrig helt forstået hvad det er, men ofte ytrer han ønske om at tage dertil, når det er søndag. Det er ikke ofte vi gør det, men i dag fik han da overtalt hele familien til at tage afsted.

Det skulle vi ALDRIG have gjort.

Vi skulle egentlig ikke have noget. Ugens indkøb var allerede klaret og der stod kun nogle ligegyldige småting på listen. Alligevel endte vi med at spendere præcis og nøjagtig tre timer i helvede sammen med det meste af Sjællands øvrige befolkning. Vi stod i kø i langt over halvanden time. Det er jo sindssygt.

Og hvor skred vi ikke bare igen. Tjae.... primært, fordi er i kurven lå en farvepatron til printeren, vi virkelig gerne ville have med hjem. Og så var der 40% på Lego, så yngste havde på uforklarligvis fået tiltusket sig en af de store kasser.

Sådan kan man også bruge en søndag. Jeg gør det ALDRIG mere.
Ama'r halshug.

Fredag er MIN dag

Manden er sendt på job. Ungerne er sendt i Badesøen. Varerne fra Aarstiderne er pakket ud. Havregrynene er spist. Træningstøjet er taget på.

.... og nu må jeg hellere komme afsted til spinning.

Så kan det også bare være lige meget

Efter 14 dages familieudfordring, lakker dagen mod enden og min ende har ramt sofaen. Benene oppe og zapperen i hånden. Og så er der intet, jeg gentager... absolut intet at se i fjerneren. Suuuk! Hårdt liv, siger jeg bare.

Nem planlægning

Uha, jeg er altså vild med det der internet. Tænk, at man kan sidde mageligt i sin sofa, med den bærbar på skødet, et glas latté i hånden, mens regnen siler ned uden for og så bare søge og booke.

Hvilke muligheder er der?
Hvad lyder spændende?
Hvor langt er der?
Hvad koster det?
Hvordan ser der ud?

Og 1-2-3 er ferien planlagt, bestemt, booket og arrangeret - med indlagt mulighed for impulsivitet. Præcis som vi bedst kan lide det.

Det er da fedt!

P.S. Det sværeste er at vælge mellem alle valgene, men med lidt vilje og beslutsomhed går det såmænd også.

Fravigelse af princip

Jeg har et princip, at jeg ikke maler malerier til andre end matriklen. Ved ikke rigtig hvorfor. Jeg lægger mange tanker og følelser i mine billeder og de bliver ligesom en del af mig selv. Tror ogs¨å det har noget at gøre med, at jeg holder så meget af mine malerier, at jeg ikke har lyst til at de skal hænge andre steder end her.

Men nu fraviger jeg mit princip.

En vens ven skal giftes og han havde brug for en grafiker, der ville lave en plakat med billeder af sin tilkommende plus søn. Jeg sagde ja. Pludselig fik jeg mere lyst til at male ham et billede. Han synes det lød som en god idé og nu er jeg gået i gang. Det er lidt mærkeligt at male til nogen man ikke kender. Men jeg har set en del billeder af dem og talt med ham, så det føles bedre nu. Han har gjort sig nogle tanker og det betyder meget for mig. Jeg har fået frie hænder til den kreative process og jeg er kommet rigtig godt fra start.

Det bliver rigtig godt.
Håber han synes lige så.
Og hans tilkommende, som skal modtage det i bryllupsgave . Bare hun nu synes om det.

Sindssyg?

Jeg har været så heldigt at blive inviteret til et foredrag med motions- og sundhedsguruen Chris MacDonald. Jeg har længe været ret fascineret af ham og hans idéer og synes han er vildt motiverende.

Foredraget blev afholdt i tirsdags i Arbejdermuseets smukke festsal. Det var berammet til at være 2 timer, men varede næsten 3. Han var simpelthen ikke til at stoppe, da han først gik i gang.

Chris MacDonald er et energibundt uden sidestykke. Han springer rundt på scenen, flyver gennem salen og fægter vildt med arme og ben. Og salen hyler af grin. Hele tiden. Han er bedre en de fleste stand-up'ere. Han sammenligner den amerikanske mentalitet med den danske og benytter ironi i stor stil.

En stor del af tiden gik med at Chris fortalte om sin deltagelse i RAAM = Race Across America, Verdens hårdeste sportsbegivenhed. Et fuldstændigt sindssygt cykelløb, hvor deltagerne cykler tværs over Amerika (5.000 km) på kun 10 dage. Sammenlagt fik han 11,5 times søvn på de 10 dage. Det vil sige, at han sad på cyklen 23 timer i døgnet. Han drak mellem 40-50 liter vand, indtog 25.000 kcal.(svarende til 83 cheeseburgere) I DØGNET!!!! Fuldstændig vanvittigt!

Han fik da også lige nævnt, at vi skal huske at spise broccoli og blåbær og i øvrigt passe på os selv og hinanden.

Generelt vil jeg sige, at jeg syntes der manglede en overordnet styring i hans fremlæggelse. Han var ret flyvsk og sprang fra det ene til det andet. Men det blev gjort på en super underholdende måde og bar præg af, at han simpelthen bare havde så meget på hjertet, at han havde svært ved at begrænse sig.

Alt-i-alt en fantastisk eftermiddag, som resulterede i, at jeg de to seneste dage har spurtet på min cykel til arbejde med lungerne hængende ud af halsen, for: "Hvis han kan overleve 5.000 km. kan jeg sgu også cykle skallede 9 km for fuld hammer.

Laver lige en liste - om at cykle på arbejde

Fordele:
1. Man får stærke lår og faste baller
2. Man kan folde sig ud som kø-vinker
3. Man kommer frem i nogenlunde jævnt tempo

Ulemper
1. Man sveder som en håndværker
2. Man bliver tvunget til at indånde scooter-udstødningsgas og dunste fra folks ildelugtende parfume
3. Man får lækkert hår - NOT!

Giv mig min GPS tilbage NU!

Skulle være på Fisketorvet kl. 9 her til morgen til seminar. Kørte hjemmefra i god tid og drønede derudad. Pludselig opdager jeg, at jeg er på vej mod Field's. Damn, hvad skete der lige der? Nå, men det går jo nok. Så kan jeg jo bare køre over Amager Fælled, tænker jeg. Det var da underligt... pludselig er jeg i Sydhavnen. Kører videre. Yes... Vasbygade... og der... Fisketorvet. På forunderligvis landede jeg alligevel det rigtige sted, til den rigtige tid. Ved ikke helt hvordan det lykkedes, men det er også lige gyldigt. Hovedsagen er, at jeg kom til tiden. Men måske er det på tide at anskaffe en ny gps.

InDesign-seminaret var i øvrigt vildt fedt. Flere gange klappede folk begejstret. Glæder mig til at få afprøvet alle de fede ting, der blev fortalt om.

Fuglefløjt og morgendug

Da jeg slog øjnene op i morges, var det dette syn der mødte mig. Smuk blå himmel.

Så drejede jeg hovedet og dette syn mødte mig.

Hvordan kunne det dog lade sig gøre?

Jo, i nat var det simpelthen så varmt, at jeg ikke kunne finde ro og ikke kunne falde i søvn. Tog derfor et par dyner og tæpper under armen og listede udenfor. Der stod min skønne hængekøje og kaldte på mig. Jeg pakkede mig godt ind og lå så og nød den fantastiske stjernehimmel og den friske natteluft på mine kinder. Lidt efter faldt jeg i søvn. Og hvilken søvn. Sjældent har jeg sovet så godt.

Da jeg vågnede var det med morgendug på tæppet og skøn fuglesang i ørerne. Jeg lå en times tid og bare nød det, mens solen brød frem på himlen og fuglene holdt fest i træet over mit hovedet. .

Hvilken luksus. Det er bestemt ikke sidste gang, at jeg sover udendørs i hængekøjen.