Viser opslag med etiketten kager. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kager. Vis alle opslag

torsdag den 20. november 2008

Ny hobby?

"Kom til" at bede Kagekonen om en adresse på en Cake Decoration Shop i NY og "kom til" at gå derind og "kom til" at købe halvdelen af biksen. Da pigerne så mit indkøb udbrød de: "Iiiih mor, skal du nu have en ny hobby IGEN?"

Manden er blot skuffet over, at det ikke er en ølbrygningshobby eller lignende, jeg har kastet mig over.


I boghandleren på hjørnet, faldt jeg heeelt tilfældigt over nogle bøger, der simpelthen hoppede op i favnen på mig og ville med hjem. Det kunne jeg jo ikke sige nej til.

Er spændt på, om jeg så får fabrikeret nogle kager i fremtiden. Det er i hvert fald ikke intentionerne, der mangler.

fredag den 7. november 2008

Kagen er klar


Den sidste tid har jeg surfet kager i stor stil for at finde inspiration til yngstedatterens fødselsdagskage. Efterhånden var jeg kommet frem til, at jeg ville forsøge mig med et slot med fire tårne og det hele. Jeg fremviste nogle billeder for tøsen, men nej tak. Hun ville hellere have noget mere enkelt. Øøøøh okay så. Flere billeder blev surfet og til sidst faldt valget på en "gift box" med sløjfer og roser i lyserød.



Hold op hvor jeg hygger mig med at lave kage. Det irriterer mig godt nok en del, at jeg ikke kan lave den perfekt. At den bliver så bulet og at jeg nogle gange får lavet tingene i den forkerte rækkefølge, men jeg ved jo også godt. at "'øvelse gør mester" og at jeg bare skal få lavet en masse kager, for at blive bedre. Nu må vi se, om det bliver til noget. Sjovt er det i hvert fald.

Lige som min første kage er denne også lagt sammen med hindbærmousse og skildpaddecreme og smurt op med chokoladesmørcreme. Opskrifterne er fra Kageklovn.


I Panduro Hobby faldt jeg over en tusch til brug på fødevarer. Den er perfekt til at skrive på gavemærkatet.

torsdag den 30. oktober 2008

Min "første" kage

I morgen skal vi holde yngstedatterens 8 års fødselsdag. Hun har fylder først rigtigt på mandag, men hun ønskede sig en Halloween-fest, så det var jo nærliggende at holde fødselsdagsfesten i morgen.

Og en Halloween-fest skal være rigtig klam, ulækker, væmmelig og uhyggelig og derfor skulle kagerne være sorte! Heldigvis ligger kagebutikken.dk ikke så langt fra hvor vi bor, så der daffede jeg over for at købe noget sort frugtfarve.

Men så let skulle det ikke være.

Efter mere end en time i den lille butik, smagsprøver og lange forklaringer, kom jeg ud af butikken flere hundrede kroner fattigere OG slæbende på en spand med fondant, 10 forskellige "pastafarver" (frugtfarver du'r SLET IKKE), lim, tylose og masser af inspiration. Nu var det pludselig ikke nok med lidt flagermus på et par muffins, næææ nu skulle der en rigtig kage til.

Jeg har længe været meget betaget af bl.a. kageklovn.dks fantastiske kreationer, og godt fyldt op af gode råd fik jeg nu mod til at gå i krig med min egen kage.


Jeg valgte at lægge den sammen med hindbærmousse, skildpaddecreme og så smøre den op med chokoladesmørcreme. Alle opskrifterne er fra kageklovn.dk og ud fra den mavepine jeg fik, da jeg skulle prøvesmage, tegner det rigtig godt.


Kageklovn.dk var behjælpelig med svar på nogle af mine spørgsmål og et de gode råd jeg fik var, at man sagtens kan lave selve pynten i forvejen, da den alligevel bliver stenhård. Den lavede jeg så allerede for en uge siden.

Kagecremene rørte jeg i morges og så blev den lagt sammen sidst på eftermidden. I køleskab et par timer og så pyntet her til aften.


I betragtning af, at det er min første kage, er jeg selv ret stolt af resultatet. Der er meget at lære endnu, men det har været super sjovt, og slet ikke så svært som jeg havde frygtet. Fondanten - en slags sukkermasse, også kaldet sugarpaste - er meget nemt at arbejde med, og pastafarven er let at blande i.

Det bliver helt sikkert ikke den sidste kage jeg laver.

tirsdag den 27. november 2007

Liselottes Olines chokoladesnitter



Printede hvor lang tid siden en opskrift ud fra Slagt en hellig ko på Olines chokoladesnitter.
I dag blev de endelig bagt, og de var da også kun lige hevet ud af ovnen førend jeg brændte fingrene og læberne, men smages skulle de. Med det samme. Kunne umuligt vente til de var kølet af. Og nøj hvor er de bare lækre. De smeltede endnu på fingrene og klæbede lystigt i ganen. Præcis som jeg havde håbet på. Tak for en god opskrift, Liselotte.

Faktisk var det slet ikke mig der bagte dem, men derimod mine tre små husalfe (2 døtre + 1 skoleveninde til ældste). De svingede lystigt med chokolade, æg og skåle. OG de ryddede også op bagefter. Så er det er jo ingen sag!


Nappede også lige et par lækre nødder. Uha nu nærmer julen sig med hastige skridt, kan jeg mærke. Det er en pine at vente til december med alle julegøremålene. Men nej. Det ER forbudt at lave konfekt, julebage og pynte allerede nu. Kan jeg vente? Selvfølgelig kan jeg det. Selvbeherskelse er jo en af mine dyder. (Og er der nogen der mener noget andet, bedes I venligst holde det for jer selv, tak!)

fredag den 12. oktober 2007

Sikken dag!

Så fås de vist ikke meget bedre, de der dage. Kvalitetstid og tilmed med kvantitet så det basker. Wauh - det er jo lige så lykkefølelsen får klokkerne til at ringe.
Skolen afholdt den årlige motionsdag og jeg var traditionen tro at finde sammen med ældste-datterens klasse. Jeg elsker den dag. Det er skønt at få lov til at være med og bevæge sig sammen med ungerne. Det er ikke alle der er lige begejstrede, men de fleste går til den med entusiasme. Især en pige fra klassen, som stort set aldrig bevæger sig, klarede de 5 km til ug. Hun kunne næsten ikke mere, men hun ville bare klare det, og det var så flot.
Da vi kom hjem fik pigerne lyst til lidt kagebagning og det er jo liiiiige hvad man trænger til ovenpå sådan en gang legemesudfoldelse.
"Den glade løve" fandt yngste-datteren på biblioteketsbesøget. Den vakte søde minder om en svunden barndom og den var heldigvis lige så sød, som jeg mindedes.

Vejret var skøøøønt, ungerne vidunderlige, samværet perfekt og alt-i-alt bare en helt igennem herlig dag.

I morgen bliver ungerne kørt på efterårsferie hos deres elskede mormor og morfar. Og de glæder sig bare SÅ meget. Vi priser os lykkelige for, at de har sådan en tæt forhold.

Og hvad så med os forældre? Jo vi må undvære ungerne en hel uge. Det bliver ikke let, men med tanke på den dejlige dag i dag går det nok. Og må da også indrømme, at det da heller ikke er at foragte at få en uge som "barnløs". Heldigvis hører jeg ikke til dem der synes hverdagen er stresset, men derfor kan man jo godt synes lidt tid for sig selv er super fed luksus.

søndag den 30. september 2007

Jeg vandt!

Jeg fik først mavepine :-(

Yggenykkager



Yngste-datteren har læst en historie skolen, hvori der indgik nogle Yggenykker og "Den lange bager" som bagte Yggenykkager. Dem skulle vi selvfølgelig prøve og mums, de smagte godt. Og er ret lette at lave. Prøv selv!
  • 250 g sukker
  • 250 g margarine
  • 3 æg
  • ½ kg mel
  • 1 knsp salt
  • 1 knsp hjortetakssalt
  • 100 g chokoladestumper
Tænd ovnen på 180 grader og smør 2 bageplader.
Alt alle ingredienserne sammen. Rul dejen ud og udstik kagerne.

Når kagerne er bagt i ca. 15 min afkøles de og smøres evt. med chokoladeglasur rørt af:
  • flormelis
  • cacao
  • vand