Viser opslag med etiketten Mad. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Mad. Vis alle opslag

tirsdag den 23. december 2008

En aftale skal holdes


Jeg har - som hvert år - lovet at tage konfekt med til juledagene hos mine forældre. Tjekkede derfor lige beholderne ... oh ve oh skræk... måtte hellere lige i gang med en omgang mere. Ellers ville det godt nok blive et sørgeligt konfektfad i år. Så manden blev sendt i byen efter råvarer og så var det ellers bare at komme i gang med at smelte chokolade og rulle marcipan. Uh hvor jeg elsker det, men vægten er nok glad for at det kun er jul én gang om året.

lørdag den 13. december 2008

Konfektjul


Ingen rigtig jul uden konfekt. Hjemmelavet konfekt. Meget konfekt. I dag var det så store-konfekt-dag. Pigerne og jeg begyndte kl. 12 og den sidste trøffelkugle var først dækket af hakkede hasselnødder kl. 17. Nu er ryggen øm og maven har pine. Men det blev til 327 lækre stykker - 12 forskellige slags, som er klar til at blive nydt de kommende uger.


Der er bl.a. toscamarcipan, nøddekugler, kaffetrøfler og harlekintern og så min favorit: Cognacmarcipan. Mums!

søndag den 23. november 2008

Morfar mad


To rugbrødsmadder - en med sild og en med blå ost og peberfrugt. Egentlig en lidt mærkelig combo og ikke særlig cafétrendy - og jeg er jo ellers MEGET trendy ;-)
men nøj hvor mine smagsløg holder af det. Og ovenpå super lækker cafémad i NY er det rart med noget nede-på-jorden-mad.

Og så er der en anden ting...

Maden her minder mig om min morfar. Jeg holdt meget af min morfar. Han var fra 1901. Han holdt meget af sild og blå ost. Mest roquefort, så vidt jeg husker. Den stod på en tallerken i køkkenskabet og udsendte en kvalmende dunst. Men han nød sin ost. Ligesom jeg nyder min nu. Kan dog ikke erindre, at der sneg sig noget som helst i retning af grønt - eller rødt - med på hans tallerken. Og han røg som en skorsten. Viking, uden filter. Men det forhindrede ham ikke i at blive over 80 år. Han var en glad og smilende mand. Og altid sød og sjov for os unger. Hans bukselomme var altid fyldt med mønter og når han stak hånden ned i lommen og vi hørte det klirrede, vidste vi, at der faldt lidt af til os. Så fik vi lidt håndører til at snolde for i ismejeriet på hjørnet. Bagefter gik vi gerne på legepladsen, mens mormor og morfar sad på bænken og talte med de andre damer og mænd. Da vi blev ældre fik vi lov at gå derover alene og der var altid andre børn at lege med.

Min mormor og morfar var nogle dejlige mennesker, og jeg holdt rigtig meget af dem og har rigtig mange dejlige minder fra min tid sammen med.

torsdag den 6. november 2008

Hvilken duft

Ældstedatteren har tilbudt at træde til, mens jeg ligger her og er ynkelig. Hun fandt en pakke kød i fryseren, og nu laver hun forloren hare. Tror jeg vil forsøge at få lidt indenbords. Dagens indtag har begrænset sig til et minimum. Min morgensmoothie, et par mundfulde havregryn, en kop grøn te og to revne æbler. Det kan jo ikke siges at være meget. Men nu dufter her helt fantastisk, så jeg tror jeg vil forsøge mig nedenunder og se om jeg ikke kan få lidt af hendes mad ned.

Hun er kun 10 år men allerede fantastisk til at lave mad. Hvor er vi heldige, at vi har hende.

lørdag den 1. november 2008

En gang alkoholiker, altid alkoholiker

Er man først afhængig, vil det altid ligge latent i en. Har jeg hørt. Det er dog (heldigvis) ikke alkohol, jeg er afhængig af. Men sukker! I alle former. Hvidt sukker. Sodavand. Slik. Kager. You name it.

I flere måneder har jeg pralet af, at jeg er blevet sukker-uafhængig. Min krop har accepteret, at det ikke var et giftstof, som den behøvede mere. Det var skønt. Jeg havde absolut ingen problemer med at sige nej, når jeg blev budt noget. Kunne sagtens dufte til et stykke lækker, fyldt chokolade uden overhovedet at overveje at åbne munden og stoppe det inden for.

Jeg var så stolt og imponeret over mig selv. Pludselig knækker filmen. Min krop SKRIGER på sukker og min mund åbner sig fuldstændig automatisk, mens min hånd fører det ene stykke gift op til den efter det andet.

HVAD SKER DER??? HVORFOR???

Min mave råber desperat på hjælp. Den kan ikke klare det. Mit hoved værker med den ondeste hovedpine. Det er ved at sprænge. Alligevel vågner jeg op - stadig med hoved- og mavepine og det eneste jeg tænker på er slik/sukker/gift.

Jeg fatter det ikke. Jeg VED det er gift. Min krop ved det er gift. Jeg har i måneder oplevet, hvor skønt jeg havde det uden al den gift i kroppen. Og så pludselig BANG, forstanden bliver koblet fra og dybereliggende instikter tager over.

GIV MIG MIN UAFHÆNGIGHED TILBAGE NU!

fredag den 31. oktober 2008

Dødsriget overlevede

Uuuuuh hvilken fest.

Yngstedatterens 8 års halloween-fødselsdagsfest er veloverstået. Med alle pigerne var klassen + naboens datter + ældstedatteren var her 12 piger. Ingen afbud - dejligt at alle kunne.

Festen var en stor succes. Ingen konflikter. Ingen skænderier. Bare hygge og skæg i samtlige 5½ time. Herligt. Af lege havde vi udendørs skattejagt, Kims Leg og Ballon dans.

"Velkomstskilt" over hoveddøren
Et af gravstederne

Hvem mon det er, der er ved at stå op fra graven?
Lavet af en engangshandske, fyldt med vand, et par dråber rød+gul frugtfarve
og så i fryseren natten over.

Det er godt nok længe siden, at der er blevet gjort rent,
med al det spindelvæv alle vegne.

Grønne larver = agurkestave
Bussemænd = ærter
Babytænder = Majs
Frøtarme = Peberfrugt
Drageblod = Ketchup

Rottehjerner = Frikadeller

Afskårne fingre = Pølser

Tomatsuppe med makaroni = Blodsuppe med grønne orme

Af drikkevarer kunne de vælge mellem:
Dragetis = Squash
Heksespyt = Sportsvand
Tynd mave = Cola
Spøgelsestårer = Mælk

Heksekage til dessert

Manden havde skrevet et fantastisk eventyr, som optakt til skattejagten.

Skatten var en kiste fuld af moneter (penge), og for dem kunne man handle i slikboden,
hvor man kunne købe hundelorte, væmmelige vampyrer, giftige svampe, indtørrede fluer (rosiner), troldeøjne (cherrytomater)

Slangetunger og edderkoppeben.

Nu er festen slut. Her er ryddet op og manden har åbnet os en dejlig flaske rødvin. Yngstedatteren er uden med naboens datter og stemme dørklokker.

Når der bliver ringet på døren hos os og råbt Slik eller Ballade, får de udleveret en hel håndfuld popcorn (i en engangshandske).


søndag den 21. september 2008

Så smukt så smukt

I bryllupsgave i går fik jeg den smukkeste hævekurv og den blev afprøvet i dag. Brødet hævede flot og heftigt, og jeg var spændt på og dejen ville falde totalt sammen, når jeg vendte den ud på bagepladen.


Det gjorde den en lille smule, men ikke mere, end at brødet blev superFflot og meget, meget smukt.


Krummen blev helt perfekt og smagen var i top. Og duften.... uuuuhm det var kræs for næseborene. Brødet blev nydt med mormors hjemmelavede brombær syltetøj og ungerne åd og åd - og det gjorde vi andre også. Hold da op en lækkerbisken. Jeg vidste at jeg ville blive glad for en hævekurv, men at den skulle vise sig at være SÅ fantastisk havde jeg ikke forestillet mig.

Jeg glæder mig allerede til at hæve mange, mange flere brød i den.

søndag den 14. september 2008

Søndagsmiddag

Citronmarineret kylling, dampet broccoli, romanescopuré, ovnbagte kartofler, rodfrugtchips og speltflûte. Romanesco er en blanding af broccoli og blomkål og meget mildt i smagen.



Det tager lidt tid at lave rodfrugtchips, men de smager rigtig godt. I dag lavede jeg dem af alm. rødbeder, gule rødbeder, orange og hvide gulerødder samt persillerødder. Jeg synes de er lidt svære at få sprøde, men derfor smager de nu godt alligevel.

lørdag den 13. september 2008

Muahahahahahah

Findes der noget så godt som et godt grin? Ikke meget, tror jeg. Og i går fik jeg mavekramper af grin og tårerne trillede lystigt ned ad kinderne. Sikken aften. Vi så Anden og jeg tror vi grinede højlydt i 95% af tiden - og det er alligvel en del, når showet varer 2 timer. Han er simpelthen genial og hans humor rammer lige i skabet. Små bitte dagligdags ting bliver blæst op og bliver hylende grinagtige. Og der er også plads til lidt eftertænksomhed, så man også føler man får noget med hjem i posen.

Showet begyndte halv ti og inden da havde vi indtaget en forrygende middag på Sticks'n'sushi samt en Latté på Kruts Karport (mændene valgte dog et par spidser i form af nogle yderst røgede whisky'er, som vi piger helst var foruden.

Sikken aften i gode venners lag - så fås det ikke bedre.

fredag den 12. september 2008

Fantastisk Fredag

Fredag er altid en god dag. Med udsigt til tre dage i rap, hvor jeg mere eller mindre selv kan disponere over døgnets 24 timer, er der dømt AH. Og denne fredag fås ikke bedre, end jeg har udsigt til i dag.


Om lidt kommer mine forældre. Derfor er der bagt hytteostboller, for de kan godt lide at få lidt til formiddagskaffen. Så bliver yngstedatteren hentet i skolen og halv to er det så ældstes tur til at blive hentet. Hun har været på hyttetur med sin klasse i tre dage. Det bliver dejligt at få hende hjem igen. Her er lidt mærkeligt, når familien ikke er fuldtallige.

I aften bliver det også en godt. Skal mødes med vores rigtig gode venner på Sticks'n'sushi og derefter skal vi ind og se Anden. Ham er jeg ret vild med. Han er altid mand for et stak gode grin og der er også plads til lidt eftertænksomhed. Det skal nok blive en oplevelse af de bedre.

Mine forældre skal sove her, så pigerne er i trygge, velkendte hænder. De elsker heldigvis at være sammen alle sammen, og jeg synes det er så hyggeligt, når vi er sammen om morgenen. De har bedt om at komme på Ældstes Restaurant, så hun har selv planlagt middagen i aften og skal selv lave det hele, så det skal jeg ikke engang tænke på. Men hvis hun er for træt efter hytteturen, skal jeg selvfølgelig nok træde til eller også gør mormor. Ingen problemer. Bare det at hun har lyst til at planlægge maden er skønt.

Nå, må hellere få sat en spand kaffe over, så den kan være klar når de dukker op om lidt.

God weekend derude i blogland.

lørdag den 6. september 2008

Fuldstændig afhængig


Jeg er blevet afhængig. Af min morgensmoothie og af hjemmebagt brød. Brødet spiser jeg ikke til hverdag, men det min smoothie skal jeg bare have hver morgen. I dag blev den lavet af frosne hindbær, appelsin, banan, blomme og lidt æblesaft. Alt økologisk (naturligvis).




Fuldkornsspeltbollerne er mest til fryseren. De er perfekte til den hurtige sult - efter nogle minutter i micro'en. Nu vil jeg nappe en til morgenmad med iskoldt Thiese smør og et par tynde skiver Gouda.

Himmel venter - mums.

fredag den 5. september 2008

Endelig ovenpå igen

Sikke nogle dage. Halsen blev aldrig til mere end bare øv - men det var sådan set også øv nok. Bagefter blev det så næsen. En mega forkølelse, som heldigvis allerede er på retur. Troede sådan noget varede flere dage, men jeg klager ikke. Overhovedet ikke. Er træt af ikke at være på toppen.

Og så er den herlige hverdag ellers begyndt for fuld hammer, så ugen er et stort koordineringsprojekt, med at køre børn til aktiviteter, forældremøder og så videre. Men med planlægning går det hele fint.

"Tivoli-gulerødder" fra Torvet.dk
Smager som almindelig gulerødder, men fås i lilla, lysgul og hvide. Ret sjove.


Især på madfronten er planlægning guld værd. Det gør, at vi får lækker og fornuftig mad, selvom vi har travlt og styrter fra det ene til det andet. Forleden fik vi f.eks. Tivoli-gulerødder vendt i æblecidereddike og friskrevet citron, råstegte kartofler, mini hakkebøffer med wasabi og grillede asparges med kapersmarinade. Lidt mere spændende, end det ellers ville være blevet til på en hverdag, hvis der ingen madplan havde været.


I forbindelse med ældstedatterens skøjteløb, skal hun hjemme-træne hver uge med blandt andet en løbetur på min. 2 km. Så vidt det er muligt løber vi den sammen og det bliver som regel til 4-5 km. I dag var yngstedatteren så med på cykel.




Det er ikke så tit vi kan få hende lokket med, men hun fik kameraet i cykelkurven og så havde hun lidt at se frem til på turen. Det var hårdt at løbe med en forkølelse, der kun lige er på retur, men det var et fantastisk vejr, og pigerne var søde, så det var virkelig skønt.

I morgen kommer mine forældre. Jeg har lagt dej til brød, som skal koldhæve natten over. Kødet er lagt i marinaden og alt der ellers kan forberedes er forberedt, så vi kan hygge så meget som muligt. Det er alt, alt for længe siden, at de har været her, så der skal virkelig hygges igennem. Det bliver herligt.

lørdag den 30. august 2008

Skoindkøb og lørdagsmiddag


Ældstedatteren er vokset. Hendes fødder er blevet større. Det sker jo. Konsekvensen er, at fodtøjet bliver for småt, og der skal indkøbes nyt. Dragede afsted mod Fields og 2 ud af 4 fodtøj på listen lykkedes det at få. Kawasaki med nye fancy snørrebånd, samt et par flotte sorte gummistøvler med hvide prikker var hvad det blev til. Crocs i den rigtige størrelse og farve var udsolgt og Converse-skoene var heller ikke helt rigtige. Aftensmenuen stod på lækre hjortemedaljoner med svampe sauté, marinerede squash, grov guacamole samt ostebrød.



Og rødvinen...uuuh, den var sørme også god "og det selvom den er økologisk", som manden tørt sagde.

fredag den 29. august 2008

Lækker frokost

På mystisk vis fik jeg ikke leveret det fra Aarstiderne, som jeg troede jeg havde bestilt. Har nok bare ikke fået trykket på "bestil"-knappen, eller hvad ved jeg. Men det betød i hvert fald, at jeg var nødt til at købe ind på almindelig vis i dag. Så turen gik til Irma, som jeg ved har kæmpe stort økologisk udvalg.

Har ofte kigge i køleboksene og undret mig over, hvem der dog købte sushi, der lå sådan et sted. I dag blev jeg klogere. Det gør sådan nogle som mig. Jeg fik nemlig pludselig en voldsom lyst til sushi.




Jeg kunne se på datostemplingen, at den var frisk, så jeg vovede det ene øje og kastede en box ned i vognen. Og jeg må sige, at jeg IKKE blev skuffet. Det smagte præcis som jeg håbede og jeg guflede i mig. Faktisk var jeg i fuld gang, da jeg kom i tanke om, at jeg da lige ville nappe et billede. Det er selvfølgelig ikke Sticks'n'Sushi-standard, men det er helt bestemt i orden.

Det er ikke sidste gang jeg giver efter for sushi-lysten.

søndag den 24. august 2008

Straffet

I dag er det ældstedatterens halvårs fødselsdag. Det er bestemt ikke noget vi fejrer, men hun havde et stort ønske om at få bagerbrød til morgenmad. Manden i huset forbarmede sig og indkøbte lækre sprøde tebirkes med remonce og chokoladeboller. Der var også et kedeligt luftbrød (de der hvide bagerbrød, som smager af ingenting og fylder endnu mindre i maven). Jeg nappede mine sædvanlige havregryn og så en tebirkes og en chokoladebolle. I eftermiddags var vi så inviteret til kaffe med boller, kakao og mega lækkerchokoladekage, som jeg selvfølgelig skulle smage. Mere fanatisk end som så, gider jeg altså heller ikke at være.

Nu er straffen så kommet. Jeg har den ondeste mavepine og de vildeste mavekramper.

Det gode er, at jeg jo så bliver mindet kraftigt om, at alt det sukker IKKE er godt for mig.

lørdag den 23. august 2008

Hulk og snøft

Arvestykker er ikke noget jeg har gjort det så meget i. Da vi boede i en herskabslejlighed i København havde vi lidt mere end i dag. Det passede ligesom bedre der, end i et betonrækkehus fra 1970. Noget af det der "overlevede" flytningen, var en smuk glasskål og 12 asietter fra min mormor. I aften er det slut. Glasskålen er ikke mere.


Den ofrede sig til gengæld for en skøn, fed hjemmelavet bearnaisesauce. Manden siger, at det er godt den er blevet brugt og at det er godt jeg har været glad for den. Og det har jeg. Meget. Men derfor synes jeg godt man må blive lidt trist, når den pludselig flækker. Jeg troede helt ærligt godt, at den kunne tåle at blive brugt til et vandbad. Jeg blev klogere. Det kunne den ikke. Den flækkede. Midt over. Der sørges. "Mor du kan jo bare købe en ny" Jamen det kan jeg da. Men det er ikke det samme. Slet ikke.

Well, jeg har jo heldigvis stadig asietterne. De blev her til aften brug til servering af karamellliserede blommer.

Weekendindkøb og madplaner

Om en uges tid begynder ungernes stramme fritidsprogram og jeg kan ligeså godt forberede mig på, at hverdagen bliver lidt mere hektisk. Madplanerne skal forberedes og fryseren skal fyldes op med godt økologisk kød. Indkøbet fra Aarstiderne til næste uge kan jeg ligeså godt klare med det samme. Denne gang var der mange kasser med ting, som vi godt kan lide, så det blev til følgende kasser.
  • Blå Fiskekasse
  • MonsterFrugtKassen
  • Stor Basiskasse
  • Den Traditionelle Kødkasse
  • Den Moderne Kødkasse
  • Madkassekassen

fredag den 22. august 2008

Så som så med kærlighedsmaden

Synes selv jeg fik lavet en rigtig lækker powermorgenmad til familien i morges.
De var ikke enige. Jo omeletten var ok. Æble- og melonbådene ligeså. Ældstedatteren sagde hun kunne lide smoothien. Det galdt bestemt ikke yngstedatteren. Og powergrøden, som havde stået i blød hele natten....

"Adr, det ser klamt ud. Det ligner tynd mave!"

udbrød yngstedatteren med væmmelse i blikket.

Hm, så meget for mine gode intentioner.

Håber de så synes bedre om deres madpakke.

torsdag den 21. august 2008

Kærlighed til maven

I øjeblikket genudsender DR1 "Chris på skolebænken". Pigerne og jeg ser det med stor interesse og efter udsendelsen meddelte pigerne mig, at de gerne ville have sund morgenmad. Ældstedatteren ville gerne have smoothie igen og yngste bad om frugt. Vi aftalte, at jeg laver en sund overraskelsesmorgenmad til dem i morgen. Ikke fordi deres morgenmad plejer at være usund - slet ikke, men der er bestemt plads til forbedring.

Så nu har jeg forberedt en powergrød fra Oscar Umahro Cadogan. Den skal stå i blød natten over. Hver morgen laver jeg smoothie til mig selv, men i morgen får pigerne også en. Dejligt de nu har lyst til at prøve. De skal også have en lille omelet med masser af purløg. Det ved jeg de kan lide. Er lidt mere spændt på grøden. Men lad os nu se.

Fik også lige lavet en portion mandler og rosiner i kakaokanel. De kommer med i madpakken i morgen.

tirsdag den 19. august 2008

Forberedelse og hjælp

Jeg er heldig. Der er madplan for resten af ugen, så der behøver ikke blive købt ind. Og jeg har en fantastisk hjælper i køkkenet, så er det jo ingen sag at ligge på sofaen og dirigere slagets gang.

Det var ikke meningen, at jeg skulle være hjemme i aften, så menuen stod på falafler (ikke liiige min hofret) Det er nogle frosne nogle, som bare skal i ovnen, og så stoppes i pitabrød med noget frisk salat. Det er jo let nok.

Mens ældstedatteren klarede alt til salaten kunne jeg godt lige stå op de par minutter det tog at koge noget olie og hælde det over chili og hvidløg. Manden er nemlig vild med chilidressing, så jeg håber at denne kan bruges, selvom den jo nok ikke kommer helt på højde med favorit-falaffel-biksen på Nørrebronx.