Viser opslag med etiketten Fest. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Fest. Vis alle opslag

fredag den 31. oktober 2008

Dødsriget overlevede

Uuuuuh hvilken fest.

Yngstedatterens 8 års halloween-fødselsdagsfest er veloverstået. Med alle pigerne var klassen + naboens datter + ældstedatteren var her 12 piger. Ingen afbud - dejligt at alle kunne.

Festen var en stor succes. Ingen konflikter. Ingen skænderier. Bare hygge og skæg i samtlige 5½ time. Herligt. Af lege havde vi udendørs skattejagt, Kims Leg og Ballon dans.

"Velkomstskilt" over hoveddøren
Et af gravstederne

Hvem mon det er, der er ved at stå op fra graven?
Lavet af en engangshandske, fyldt med vand, et par dråber rød+gul frugtfarve
og så i fryseren natten over.

Det er godt nok længe siden, at der er blevet gjort rent,
med al det spindelvæv alle vegne.

Grønne larver = agurkestave
Bussemænd = ærter
Babytænder = Majs
Frøtarme = Peberfrugt
Drageblod = Ketchup

Rottehjerner = Frikadeller

Afskårne fingre = Pølser

Tomatsuppe med makaroni = Blodsuppe med grønne orme

Af drikkevarer kunne de vælge mellem:
Dragetis = Squash
Heksespyt = Sportsvand
Tynd mave = Cola
Spøgelsestårer = Mælk

Heksekage til dessert

Manden havde skrevet et fantastisk eventyr, som optakt til skattejagten.

Skatten var en kiste fuld af moneter (penge), og for dem kunne man handle i slikboden,
hvor man kunne købe hundelorte, væmmelige vampyrer, giftige svampe, indtørrede fluer (rosiner), troldeøjne (cherrytomater)

Slangetunger og edderkoppeben.

Nu er festen slut. Her er ryddet op og manden har åbnet os en dejlig flaske rødvin. Yngstedatteren er uden med naboens datter og stemme dørklokker.

Når der bliver ringet på døren hos os og råbt Slik eller Ballade, får de udleveret en hel håndfuld popcorn (i en engangshandske).


tirsdag den 30. september 2008

Diamanter i det jyske

Han er 96 og hun er 92. Min mors ferieforældre på Djursland, fra da hun var en lille københavnerpige. De har været en del af mit liv altid og jeg har altid tænkt på dem, som en slags ekstra bedsteforældre.



De har nu været gift i 60 år og holdt diamantbryllup i weekenden. Jeg var med og jeg nød hvert et minut. Hele deres store dejlige familie var med - ikke et eneste afbud, fra hverken unge eller gamle. Det vidner også om, hvilket fantastisk par de er. Man har lyst til at være sammen med dem og fejre dem.

Weekenden bød på en tur ned ad Memory Lane. At være sammen med dem bød på mange skønne minder fra min barndom.


Stenene her, var min oldefar med til at lægge for mange, mange år siden. Mærkeligt at tænke sig, at han har gået og stået på selv samme strand, som jeg nu nyder udsigten fra en dejlig lørdag morgen med solen spillende i vandoverfladen.


Gårdspladsen, som han så fint har revet for fint skal der jo være, når der kommer gæster. Tænk et overskud. Og tænk nogle "kriterier" man har, for hvad man skal og ikke skal selv når man er blevet 96 år.



Bag den ene røde dør, holdt grisene øffende til, da jeg var barn. Og bag den anden røde dør var værkstedet, for en landmand skal kunne fixe lidt af hvert. Og fix på fingrene var han i hvert fald. Oppe under loftet i værkstedet hænger stadig de buer og pile, som han lavede til os unger. De var store og solide og ikke så lette at bruge for sådan en lille pige som mig.


I haven står det mest fantastiske kastanjetræ. Perfekt til at bygge huler. Og det gjorde vi meget som børn.



Frugthaven bugnede af de sprødeste, lækre æbler i mange forskellige sorter. Min favorit var helt sikkert det søde, røde ananasæble.




Haven har altid været et helt kapitel for sig selv. Ikke et står vendte den gale vej. Og blomster i alverdens farver strålede om kap med solen og grøntsagerne i drivhuset. Haven er stadig flottere end de fleste haver man ser nu om dage. Han var dog langt fra selv tilfreds. Kræfterne rækker ikke helt til egne krav mere. Men det forhindrer ikke os almindelige mennesker i at være grønne af misundelse. For hold da op en have.




onsdag den 20. august 2008

2 x afbud

Måtte krybe til korset og erkende, at jeg ER sengeliggende og at der nok ikke sker et mirakel foreløbig. Har meldt afbud til boksning samt til sommerfesten på fabrikken på fredag. Æv, æv, æv. Havde glædet mig. Elsker min træning. Elsker fest. Men sådan er det altså. Om jeg vil det eller ej.

søndag den 6. april 2008

I live igen

"Energiopladende weekend"... njae, er dog langsomt ved at blive menneske igen. Men det holdt hårdt.

Fredag, hvor jeg var på tur med 0B, tog næsten helt livet af mig. Det var en rigtig god tur og super hyggeligt, men damn nogle små spilopper. Man skal jo have et øje på hver finger. Da jeg var hjemme igen, vaklede jeg nærmest ind på sofaen til en tiltrængt morfar. At der er nogen der overlever at være skolelærere/pædagoger er mig en fuldstændig uforståelig gåde.

Blev hentet halv seks efter at have gjort mig toplækker med dulledej i hovedet og det hele - og så var der ellers dømt partytime. Og sikken en fest. Det var bare rigtig sjovt. Med dans til den lyse morgen - eller i hvert fald til klokken halv seks, så mine stakkels, små stiletindpakkede fødder var en anelse ømme. Ligesom resten af mit korpus.

Blev vækket kl. 10 (bonusinfo: fire timers søvn er IKKE nok!) til duften af nybagte pandekager og kaffe. Ældstedatteren havde et par veninder på besøg, som havde sovet her, og de havde sørget for det hele. Efter morgenmaden måtte jeg dog kapitulere igen og daffe ovenpå - hvor jeg så blev det meste af dagen. Men det stod jo også i kalenderen, så det var jo ikke nogen overraskelse.

Om lidt skal yngste og jeg ud af døren. Der er dømt bondegårdshygge og det bliver dejligt. Pigerne - og deres børn - som vi skal være sammen med er altid godt selskab.

Og det var så den weekend!

søndag den 2. december 2007

Så blev det endelig december

Så blev det endelig december og hytten er pyntet op, og der er kommet nye farver på adventskransen. Pakkekalenderen til yngstedatteren er hængt op og adventskalenderen til ældstedatteren er også klar. De to første portioner æbleskiver er indtaget og vi er i det hele taget rigtig meget parate til masser af juleri i 3 uger.

I fredags var jeg til julefrokost med apa-veninderne. Top-hyggeligt. Menuen var sushi og det var præcis så lækkert som forventet. Og selskabet... åh hvor var det godt. Vi grinede og pjattede og talte selvfølgelig også alvorligt. Nøjagtigt som det skal være.

I går stod den på den årlige julefrokost med bokseholdet. 20 personer med bred alderssammensætning. Jeg elsker de fester. Det er så fedt, at så mange forskellige mennesker i alderen under 20 til over 40 kan feste sammen en hel nat. Var ikke hjemme førend 7 i morges, så jeg må indrømme, at jeg er liiiidt slidt i dag. Men gløggen til eftermiddagens gløggarrangement hos yngstedatterens gymnastikveninde smagte ganske godt.

Tror jeg daffer til køjs med min nye bog "Mænd der hader kvinder", samtidig med ungerne. Det vil jeg nok have godt af.

fredag den 23. november 2007