Viser opslag med etiketten Det lille hjem. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Det lille hjem. Vis alle opslag

søndag den 18. januar 2009

Urealistisk drøm

Alle vasketøjskurvene (og vi har seks store af slagsen) bugner og truer med at gå over deres breder. Døtrene kæmper for at finde de manglende partnere til deres sidste rene sokker og jeg finder glemt tøj bagerst i skabet, som jeg ikke anede at jeg havde. Havehåndklæderne er taget i brug og køkkenrulle har erstattet karklude. Viskestykker, som for længst var degraderet til rengøringsklude, er blevet forfremmet igen og badeforhænget tigger og be'r om at komme i berøring med rigtig sæbe i stedet for strint af hårshampoo og balsam.

Der går rygter på matriklen om, at i morgen er dagen, hvor vores nye vaskemaskine endelig bliver monteret. Det vil heller ikke være et sekund for tidligt.

Desværre er lige netop i morgen dagen på ugen, hvor jeg har dårligt har tid at trække vejret. Der står både, bratsch, løb og skøjt på programmet. Mon maskinen er så fantastisk, at den selv kan fylde og tømme sig? Man har vel lov at drømme!

fredag den 16. januar 2009

Nu med hul


Sådan ser gulvet i vores badeværelse på 1. sal ud lige nu. VVS-manden kom i morges og er netop gået. Hele dagen har her lydt som et kæmpe stort tandlægebor, som hamrede og larmede.

Årsagen er, at vi har vandskade! Og det er også gået ud over vores nye bryggers. Øv! Badeværelset er lige over bryggerset, og det har dryppet ned og ødelagt noget af det nye træværk. "Heldigvis" er det ikke nogle af de nye rør, men de gamle i badeværelsetsgulvet, så det er blevet til en forsikringssag. Nu håber vi så blot, at de flinke VVS-mænd har fået fixet hullet og at der kommer en murer i næste uge, som kan få gulvet fint igen. Og så skal de der plader i bryggers skiftes. Nå ja og så skal vi have fat i en elektriker, som kan installere vores nye vaskemaskine, da den gamle er kaput. Men det har ikke noget med vandskaden at gøre. En ulykke kommer bare sjældent alene. Sådan er reglerne åbenbart!

Hvorfor er man ikke en bjørn

Julen er vel overstået. Med alt hvad det indebar af stearinlys, pynt, nisser, mad, slik, fest og ikke mindst hygge på alle tangenterne. Elsker julen. Glæder mig allerede til næste jul. Nu går vi mod lysere tider. Det er bestemt heller ikke dårligt.



For hver dag der går, bliver det lysere og lysere. Men det er ligesom om, at jeg slet ikke kan komme op i gear. Har det egentlig bedst, hvis jeg tuller rundt herhjemme i slowmotion i pyjamas med ingenting på programmet. Jeg forsøger at tage mig sammen. Tager da til boksning omend det kræver næsten uoverskuelig viljestyrke. Døtrene bliver da også kørt til skøjt og bratsch og her bliver både købt ind, lavet mad og bagt brød. Men det holder hårdt.

Heldigvis er humøret i på plus-siden, for ellers havde det da slet ikke været til at holde ud. Det kunne være meget værre. Ja, faktisk er det jo slet ikke slemt. Overhovedet. Det er bare uvant med det l-a-n-g-s-o-m-m-e og ugidelige tempo, jeg lægger for dagen. Det gode er, at jeg ved det snart vender. Når lyset for alvor brager igennem bliver jeg fyldt med fornyet energi og gangen bliver let og fjedrene. Sådan går det hvert år. Også i år. Og det er snart. Meget snart.

Men hvorfor er man ikke en bjørn, så man kunne gå i hi hele vinteren?

søndag den 11. januar 2009

En dag for MIG

Har glædet mig hele ugen til søndag. Kalenderen var nemlig tom. Fuldtstændig tom. Intet som helst har der været på programmet i dag. Ikke engang en vask, eftersom den nye vaskemaskine først kommer i morgen (ja, den vi har, har opgivet ævred).

Så dagen i dag har været min.

I går kimede vækkeuret som det gør på hverdagene kl. 06:15. Så i dag ville jeg sove til jeg vågnede af mig selv. Og det blev først klokken halv elleve. Ah det er luksus. Et dejligt bad. En lækker smoothie med banan og hindbær og en portion havregryn med mandler og rosiner. Fødderne op på nabostolen, mens morgenkaffen nydes og søndagsberlingeren gennempløjes. Tulle lidt rundt. Holde øje med fjæsbogen. Bage lidt boller. Og en portion kanelsnegle. "Kom til" at kigge ud af vinduet. Og straks kræver kroppen en løbetur i det skønne solskin. Det var egentlig ikke lige det jeg havde tænkt mig, men pyt. Kroppen har talt.


Benene var godt nok lidt tunge og vejrtrækningen var mildest talt temmelig anstrengende i det frostklare vejr, så det blev kun til 5 kolde kilometer. Men vel hjemme igen stod den på dagens andet varme bad. Kroppen havde fortjent lidt ekstra. Så frem kom saltet og kroppen blev skrubbet fra top til tå for derefter at blive smurt blød og lækker i babyolie.

Født på ny.

søndag den 14. december 2008

To ud af tre.... ikke godt

1. Vores rengøringsalf har sagt op. Hun har ikke tid til at komme mere. Sidste gang er på tirsdag. ØV! Hun var ellers bare SÅ god. Hun var ikke forfærdelig stabil og hun var heller ikke så god til at give besked, når hun ikke kom. Men NÅR hun så endelig kom, skinnnede hele huset som en drøm.

Nu skal vi til at finde en ny, for at gøre rent er bestemt ikke noget der står øverst på familiens det-kan-vi-lide-liste. Suuuuuk!

2. Min elskede morgensmoothie-blender har kvast sine sidste hindbær. Pludselig sagde den underlige lyde og der kom røg ud fra den. Mere suuuuk!

3. Ingen tre'er endnu - og der behøver heller ikke komme en. Punktum!

fredag den 31. oktober 2008

Dødsriget overlevede

Uuuuuh hvilken fest.

Yngstedatterens 8 års halloween-fødselsdagsfest er veloverstået. Med alle pigerne var klassen + naboens datter + ældstedatteren var her 12 piger. Ingen afbud - dejligt at alle kunne.

Festen var en stor succes. Ingen konflikter. Ingen skænderier. Bare hygge og skæg i samtlige 5½ time. Herligt. Af lege havde vi udendørs skattejagt, Kims Leg og Ballon dans.

"Velkomstskilt" over hoveddøren
Et af gravstederne

Hvem mon det er, der er ved at stå op fra graven?
Lavet af en engangshandske, fyldt med vand, et par dråber rød+gul frugtfarve
og så i fryseren natten over.

Det er godt nok længe siden, at der er blevet gjort rent,
med al det spindelvæv alle vegne.

Grønne larver = agurkestave
Bussemænd = ærter
Babytænder = Majs
Frøtarme = Peberfrugt
Drageblod = Ketchup

Rottehjerner = Frikadeller

Afskårne fingre = Pølser

Tomatsuppe med makaroni = Blodsuppe med grønne orme

Af drikkevarer kunne de vælge mellem:
Dragetis = Squash
Heksespyt = Sportsvand
Tynd mave = Cola
Spøgelsestårer = Mælk

Heksekage til dessert

Manden havde skrevet et fantastisk eventyr, som optakt til skattejagten.

Skatten var en kiste fuld af moneter (penge), og for dem kunne man handle i slikboden,
hvor man kunne købe hundelorte, væmmelige vampyrer, giftige svampe, indtørrede fluer (rosiner), troldeøjne (cherrytomater)

Slangetunger og edderkoppeben.

Nu er festen slut. Her er ryddet op og manden har åbnet os en dejlig flaske rødvin. Yngstedatteren er uden med naboens datter og stemme dørklokker.

Når der bliver ringet på døren hos os og råbt Slik eller Ballade, får de udleveret en hel håndfuld popcorn (i en engangshandske).


Invasion i vente

Om nogle timer bliver Dødsriget invaderet af 12 skrigende hekse, men inden da skal blodsuppen lige varmes, ormene skal boble og rottehjernerne skal stables.

Uuuuuuuuuuh....

søndag den 20. juli 2008

Endnu en engel på matriklen

Vågnede i morges til duften af effektivitet. Ældstedatteren var vist blevet ramt af et rengøringsflip og var i fuld gang med at give hele hytten en overhaling.

Jeg mangler ord.

tirsdag den 15. juli 2008

Ferie er...

... at lave noget andet end det man plejer!

Så er det nærmest underordnet hvad "andet end det man plejer" er. Det er i hvert fald den konklusion jeg er nået frem til, efter jeg pludselig så mig selv i sving med klud og gulvskrubbe OG et smil på læben. Tænk at det skulle overgå mig. Mig, som mildest talt IKKE oftest ses i selskab med ovennævnte remedier. Måske er det fordi rengøringsalfen har meddelt sin ferie og her bare trænger. Jeg ved det ikke. Det er også ligegyldigt. Nu er der er i hvert fald en smule renere og så er her MEGET mere rart at være.

torsdag den 10. juli 2008

Projekt "Bryggers-renovering" endelig afsluttet

Var næsten begyndt at tvivle på, at det nogensinde skulle få en ende. Det begyndte ellers rigtig, rigtig godt og jeg var fuld af positiv forventning. Entreprenøren, jeg havde hyret til at styre det hele, kom rigtig godt fra start og der skete en masse og alle aftaler blev overholdt. Men langsomt gik det galt. Eller det vil sige, ikke rigtig galt. Det gik bare l-a-n-g-s-o-m-t. Meget langsomt.

Så blev sokkelskufferne leveret i den forkerte højde, og måtte en tur tilbage til fabrikken for at blive skåret til. Så skulle vi vente 3 uger på bordpladen. Så skulle der ventes 3 uger på skydelågerne. Og sådan tog den ene uge den anden.

FØR

EFTER

Når det så er sagt, må jeg sige, at resultatet er storslået. Jeg er i hvert fald ovenud tilfreds. Alt er bare perfekt og meget, meget flot udført. Har der været fejl undervejs, er de straks blevet rettet.


Hele den ene væg er dækket af skydedøre i glas.

Bordpladen er kridhvid og i corian - ligesom den i køkkenet.


El-måleren er blevet gemt inden i et skab.


Jeg har valgt at få hele fire trådkurve til snavesetøj.


Alle rørerne er enten blevet udskiftet eller malet, så de nu er pæne. Vi har valgt ikke at dække det helt af, så vi i stedet kan udnytte pladsen bedst muligt.

tirsdag den 24. juni 2008

En engel er kommet til matriklen

Vi har fået ny rengøringshjælp og hun er den bedste vi nogensinde har haft - og det er alligevel en del de seneste 10 år. Hun er ualmindelig sød og smilende. Og så kan hun tænke selv. En egenskab jeg sætter stor pris på. Har næsten ikke ikke fortalt hende noget om, hvad jeg ønsker. Har blot vist hende rundt, så hun kendte hjemmet. Alligevel er der intet der forbi går hendes blik. F.eks. har hun støvsuget ryglænnet på vores seng, noget ingen af de andre gjorde SELVOM jeg bad dem om det gentagne gange.


I dag mødte der mig dette syn, da jeg kom hjem. Det er absolut ikke meningen, at hun skal lægge tøj sammen, men jeg havde ikke selv nået det i morges, så tørrestativet stod og bugnede. Da jeg så hun havde lagt det sammen, skrev jeg straks til hende og spurgte, om hun virkelig kunne nå alting på de 3 afsatte timer og det siger hun, hun sagtens kan.

Tænk at man kan være så heldig.

mandag den 16. juni 2008

Alene hjemme

Når man har familie og en mand, der holder mest af at være hjemme, er det sjældent at man er hjemme helt, helt alene. Og da slet ikke i flere dage. Men det var jeg næsten i weekenden. Ungerne blev sendt med toget til mormor og morfar om fredagen, og blev tilbageleveret søndag eftermiddag. Lørdag klokken enormt tidligt daffede Manden til Innsbruck for at se fodbold og han kom først hjem søndag midnat.

Det betød, at jeg havde næsten to hele dage for mig selv. Helt alene. Jeg elsker min familie, men nøj hvor var det skønt bare at være sig selv. Lørdag var der lagt op til stor festivitas med sommerfest med bokseholdet. Forventningen var tårnhøj, for det plejer at være super spas og vare hele natten. Men ikke denne gang. Var hjemme allerede lidt over elleve. Men så kom jeg til gengæld hjem til et tomt og helt stille hus. Og jeg vågnede op til et tomt og helt stille hus. Det er ikke ofte jeg har prøvet det, de senere år. Det var skønt. Og jeg nød det til fulde.

Men indrømmet... da pigerne ankom sidst på eftermiddagen og der igen kom liv i huset, føltes det helt rigtig og præcis sådan som det skal være.

Så nu er hverdagen tilbage og det er dejligt.

tirsdag den 10. juni 2008

Uventet besøg

I dag da vi kom hjem fra en køretur, sad denne lille fyr på trappestenen og ventede på os.

Da vi nærmede os, stak han af. Han så ikke umiddelbart ud til at være skadet, så hvad han lavet hos os, er stadig en gåde.

torsdag den 15. maj 2008

Foran på point

Genboen tilbød at tage yngstedatteren med på Musikskolen, hvor hendes datter også går. Pludselig havde jeg 2 timer til min rådighed. Tænke, tænke, tænke... hvad skal man dog bruge sådan et par timer til?

Det lykkedes! Jeg fandt på noget! Jeg gjorde simpelthen rent!!!!!!!!!
Har stadig ikke fundet en ny rengøringsalf, og så må man jo selv tage gummihandskerne på.
Og så slipper jeg jo for at gøre det i morgen på min fridag. (Godt tænkt, MrsCute!)


Fik også sorteret vasketøj i farver. Seks sorte sækfulde blev det til. Der kunne simpelthen ikke stopppes mere ned i vasketøjsskufferne. Utroligt som det kan hobe sig op, bare fordi at vaskemaskinen er deporteret et par uger p.g.a. bryggersrenovering. Men nu er jeg i hvert fald klar til at vaske løs, så snart maskinen bliver tilsluttet igen.


Mens jeg gjorde rent, lavede ældstedatteren og hendes veninde aftensmad. Hvilken luksus blot a kunne sætte sig til et veldækket bord med lækker mad. Menuen var friske rødspætter i fad med grøntsager og små kartofler med persille. Mums.

tirsdag den 6. maj 2008

Godt vi var hjemme

Manden er i fuld gang med at ordne havemøblerne med afrensning, slibning og oliering. Han joker med, at der er linolie i det produkt han benytter, og at det er selvantændende. Derfor skal han ha' en kold øl, så han kan slukke eventuelle flammer med den.

Pludselig kommer han løbende ind:

Der er ild i skraldestativet

Han har væltet det, så det ikke brænder huset, løber ud i haven, hiver vandslangen gennem huset, og få heldigvis ilden under kontrol i løbet af kort tid.

Det var simpelthen bare penslen, han havde smidt ud uden at tænke nærmere over det. Tænk, hvor galt det kunne være gået, hvis vi ikke var hjemme.

P.S. Vi har en ny udendørslampe liggende, som vi bare ikke har fået hængt op endnu.
Mere P.S. Havemøblerne ser heldigvis ud til at blive rigtig flotte.

Manglende overholdelse af aftale

Havde en aftale med en ny rengøringsalf "lidt efter 16". Det er nu ca 2½ time siden og ingen skygge af nogen som helst nullermændsuddrivere i sigte. Sidder sgu og bliver lidt småirriteret.

Hvis hun overhovedet dukker op, kan må så stole på, at hun vil kunne overholde fremtidige aftaler?

fredag den 2. maj 2008

Svigtet!


Vores rengøringsdame er blevet syg og har sagt op - Argh!!!! Heldigvis ser det ud til, at jeg allerede har fundet en ny på nettet. Der er i hvert fald en der har lagt billet ind, og jeg skal tale med hende efter weekenden. Jeg håber.

Imens har jeg selv været i gang med skrubbe og handsker, så nu skinner og dufter her. Det er bestemt ikke min yndlingsbeskæftigelse - ja rent faktisk hader jeg det. Men en enkelt gang i mellem kan jeg vel nok klare det. Det er rart når det er gjort. Kan jo heller ikke holde nullermændene ud.

torsdag den 1. maj 2008

Bryggers - dag 2+3

I går kom mureren og klargjorde gulvet. Elektrikeren kom og demonterede den eksisterende el.


I dag kom mureren så forbi og lagde de nye fliser. Har valgt nogle smukke sandfarvede nogle i størrelsen 30*30.


Blev foreslået, at de skulle ligges diagonalt, men jeg foretrak den helt almindelige måde. Synes det passer bedst til rummet. I morgen kommer han så igen og furer. Undrer mig lidt over, at han kommer på en helligdag, men det er heldigvis hverken vores problem (eller ønske). Det er noget entreprenøren står for. Men det var vist noget med at få hele puslespillet med alle håndværkerne til at gå op i en højere helhed. Han har fået nøgle og styrer 100% hvornår håndværkerne kommer. Luksus at slippe for at koordinere alle de folk. Har alligevel ikke begreb skabt om, i hvilken rækkefølge det er praktisk, at de kommer.

fredag den 25. april 2008

Bryggers - dag 1


Endelig, endelig, endelig!

Projekt Bryggers-renovering er skudt i gang. Den første entreprenør, vi fik fat i, som skulle styre det hele, var slet ikke opgaven voksen. Han kunne f.eks. ikke en gang finde ud af at ringe tilbage. Sådan noget kan jeg slet ikke have.

Ham vi endte med at hyre, virker top-professionelt. Godt nok ventede jeg 1½ time i morges på den første håndværker, men da jeg ringede og klagede min nød, gik der 10 min. så stod VVS manden her.

Først på eftermiddagen kom entreprenøren forbi for at sige undskyld og forsikre mig om, at det ikke sker igen. Og så skulle han naturligvis også lige sikre, at alt gik planmæssigt. Meget betryggende! Så nu må vi se, om resten går lige så godt.



Sådan så der ud, da første hold håndværkerne havde forladt matriklen. Helt tomt bryggers, bortset fra vaskemaskine og tørretumbler. OG nye fine vandrør.


Affaldet var taget med. OG gulvet fejet. Ikke noget at klage over i den retning. Nu glæder jeg mig så bare til det videre forløb. Det er vist først på onsdag, hvor mureren kommer forbi og kigger på sagerne.

onsdag den 23. april 2008

Ryd op, smid ud og tøm

Fik mail fra entreprenøren i går aftes: "Håndværkerne kan komme fredag morgen kl. 7:30, men det kræver at rummet er tømt"

Øh, passer vildt dårligt, da der er cirka tusind ting på programmet de næste dage, men sådan et skaldet rum skulle man da nok kunne få tømt. Stak lige hovedet ud i bryggerset i morges. Uha, der er mange ting. Og så lidt flere endnu. Hvor skal vi dog gøre af dem, mens istandsættelsen står på? Nå, der må nok smides ud og stables rundt omkring. Håber de rykker hurtigt, når de først går i gang. Og ikke mindst - håber at den entreprenør, vi har hyret, har styr på sine folk. Fem forskellige slags håndværkere skal der til at fixe sådan et bette rum: Murer, snedker, VVS, elektriker og maler. Nå ja og så også lige nogle arbejdsmænd til at rive det hele ned inden de går i gang.

Glæder mig vildt til det et færdigt.