At ringe til en ven

I flere af de der quiz-programmer, der optræder på sendefladen i tide og utide, er der ofte en option der hedder "At ringe til en ven".
Sådan en option er guld værd at have.
Sådan en option har jeg.

• Hvordan tænder man lyset på lånebilen fra værkstedet?
• Hvorfor ligger der sorte "ledninger" tværs over vejen?
• Hvordan kommer jeg fra A til B?
• Hvorfor virker min Nike+ ikke?
• Hvad er det for en bro, de er ved at bygge her?
  
• Hvorfor, hvorfor dit og hvorfor dat?

Ønsker jeg svar på de spørgsmål, ringer jeg ikke bare til en ven, nææ, jeg ringer skam til min tvillingebror. Altid har han tid til at hjælpe mig. Altid har han et svar på rede hånd. Altid er han der for mig - også når jeg er ked af det og "bare" har brug for at snakke.

Han er guld værd, ham min tvillingebror. Sådan en burde alle have.

To ud af tre.... ikke godt

1. Vores rengøringsalf har sagt op. Hun har ikke tid til at komme mere. Sidste gang er på tirsdag. ØV! Hun var ellers bare SÅ god. Hun var ikke forfærdelig stabil og hun var heller ikke så god til at give besked, når hun ikke kom. Men NÅR hun så endelig kom, skinnnede hele huset som en drøm.

Nu skal vi til at finde en ny, for at gøre rent er bestemt ikke noget der står øverst på familiens det-kan-vi-lide-liste. Suuuuuk!

2. Min elskede morgensmoothie-blender har kvast sine sidste hindbær. Pludselig sagde den underlige lyde og der kom røg ud fra den. Mere suuuuk!

3. Ingen tre'er endnu - og der behøver heller ikke komme en. Punktum!

Konfektjul

Ingen rigtig jul uden konfekt. Hjemmelavet konfekt. Meget konfekt. I dag var det så store-konfekt-dag. Pigerne og jeg begyndte kl. 12 og den sidste trøffelkugle var først dækket af hakkede hasselnødder kl. 17. Nu er ryggen øm og maven har pine. Men det blev til 327 lækre stykker - 12 forskellige slags, som er klar til at blive nydt de kommende uger.


Der er bl.a. toscamarcipan, nøddekugler, kaffetrøfler og harlekintern og så min favorit: Cognacmarcipan. Mums!

Julen er skudt i gang

For mit vedkommende, blev julen skudt i gang i fredags med julefrokost på fabrikken. Herhjemme blev den skudt i gang i dag - 1. søndag i advent. Her er blevet pyntet op så manden overvejer at flytte hjemmefra. Han føler sig overfaldet af nisser hvor han end bevæger sig. Stakkels ham. Vi andre nyder det i fulde drag.

I år får han også en pakkekalender. Så er der håb for, at lidt julestemning vil indfinde sig i hans stivfrosne nissehjerte. Yngstedatteren har også fået tiltusket sig en pakkekalender. Mens ældstedatteren foretrækker adventskalender.


Nu ligger jeg på sofaen og nyder min caramel macchiato, mens rygsmerterne forsøges lindret med lidt is. Ja, jeg har sørme fået ondt i ryggen igen. Øv! Satser på, at det er hurtigt overstået, for gider ligesom ikke have ondt og rende rundt med et forpint udtryk i fjæset, mens alle andre springer rundt som lalleglade nisser. Jeg vil også springe rundt. Men det er nok straffen for at være en ægte dansepingvin i fredags. Så kan jeg lære det

Morfar mad

To rugbrødsmadder - en med sild og en med blå ost og peberfrugt. Egentlig en lidt mærkelig combo og ikke særlig cafétrendy - og jeg er jo ellers MEGET trendy ;-)
men nøj hvor mine smagsløg holder af det. Og ovenpå super lækker cafémad i NY er det rart med noget nede-på-jorden-mad.

Og så er der en anden ting...

Maden her minder mig om min morfar. Jeg holdt meget af min morfar. Han var fra 1901. Han holdt meget af sild og blå ost. Mest roquefort, så vidt jeg husker. Den stod på en tallerken i køkkenskabet og udsendte en kvalmende dunst. Men han nød sin ost. Ligesom jeg nyder min nu. Kan dog ikke erindre, at der sneg sig noget som helst i retning af grønt - eller rødt - med på hans tallerken. Og han røg som en skorsten. Viking, uden filter. Men det forhindrede ham ikke i at blive over 80 år. Han var en glad og smilende mand. Og altid sød og sjov for os unger. Hans bukselomme var altid fyldt med mønter og når han stak hånden ned i lommen og vi hørte det klirrede, vidste vi, at der faldt lidt af til os. Så fik vi lidt håndører til at snolde for i ismejeriet på hjørnet. Bagefter gik vi gerne på legepladsen, mens mormor og morfar sad på bænken og talte med de andre damer og mænd. Da vi blev ældre fik vi lov at gå derover alene og der var altid andre børn at lege med.

Min mormor og morfar var nogle dejlige mennesker, og jeg holdt rigtig meget af dem og har rigtig mange dejlige minder fra min tid sammen med.

Av, av, aaaaaav

Selvfølgelig vidste jeg at bolchemasse blev varm. Meget varm. Begge pigerne har lavet bolcher bl.a. i Den Gamle By i Århus, så de har skam berettet om, hvor varm massen er. Men at den skulle blive SÅ varm, at man ligefrem får brandvabler på fingrene, havde jeg ikke forestillet mig. Kun er jeg glad for, at det er mig, der fik dem og hverken mine egne to piger eller de to veninder, der var med.

Når den klagesang så er sunget, kan jeg sige, at det var hyggeligt at lave bolcher og de smager glimrende Kongen af Danmark, TuttiFrutti og karamelsmag. En slikkepind til hver blev det også til.

Endnu en medalje

Yngstedatterens ihærdighed er blevet belønnet. Hun er nu medlem af 250-klubben og meget stolt og glad.