En kontrastfyldt oplevelse

På spidsen af Sinai-halvøen ligger Sharm el-Sheikh - en af Egyptens største turistbyer.

Her havde vi valgt at holde en uges ferie. Vi var samme sted - dog på et andet hotel - for 3 år siden og vidste hvad vi gik ind til.


Som jeg plejer at sige er dette som Lalandia , bare i Egypten. Jeg hader Lalandia for et godt ord. Synes det er et rædselsfuldt sted, men som koncept er det egentlig ok. Denne type ferie minder om Lalandia-konceptet, bare i nogle væsentlig federe omgivelser og så er det udendørs.

Når man ikke bryder sig om at dykke, er der ikke meget andet at lave end at solbade. Og det passede os fint. Engang vil vi gerne se pyramiderne og de andre kulturskatte, men ikke denne gang. Denne gang drejede det sig KUN om solbadning, afslapning, svømning i poolen, hygge og afslapning. Og det fik vi for alle pengene. Nøj det var godt! Og afstressende! Vi var afsted med et vennepar og deres to drenge. Super hyggeligt!

Området består stort set kun af bjerge og ørken og er temmelig tørt og trist, men også ret fascinerende.

Og når man så kommer til et hotelområde, bryder der pludselig et farveorgie løs af de flotteste blomster og smukkeste grønne græsplæner.







Jeg tør slet ikke tænke på, hvor meget vand der bliver brugt, for at gøre forvandle denne ørken til et smukt paradis.
Dog vil jeg tro, at det på en eller anden måde er genbrugsvand, der benyttes, for det var bestemt ikke duften af viol der ramte næseborene, når sprinklerne gik i gang.


Når vi er på charterferie - hvad vi har fundet ud af en er ganske glimerende rejseform, når man har børn - tager vi IKKE på de arrangerede udflugter. Det HAR vi prøvet og det er IKKE noget for os! Men... sidste gang vi var i Egypten fik vi anbefalet en kameltur i ørkenen og den forsøgte vi os med denne gang. Og det var da bestemt en oplevelse. Ja, det var da temmelig turistet, men hvis man kneb øjnene tæt sammen og ignorede de mange andre turister, kunne man sagtens fornemme lidt af den storslåede ørken og det var sjovt og anderledes at ride på kamel i den lave eftermiddagssol.





Beduinerne, som lever i dette område, er et meget fattigt folkefærd, og jeg kunne ikke helt undgå at have en dårlig smag i munden over at komme trampende ind i deres liv på denne måde. På den anden side, er det også os - turisterne - der er med til at brødføde dem.

Solnedgangen i ørkenen var helt fantastisk.


Tilbage igen i civilisationen kunne jeg ikke helt sige mig fri for at føle mig som en meget heldig og priviligeret person, når jeg kunne ligge i skyggen i 30 graders varme med udsigt til smuk blå himmel og vajende grønne palmer og tage mine daglige strækkere og mavebøjninger, mens ungernes latterbrøl fra poolen lød som sød musik i ørerne.

Udsigten skifter

I går var udsigten...

I dag er den unægtelig noget mere trist.
Efter en uge med 30 dejlige varmegrader og lysende blåt poolvand i Egypten er det trist at lande i regnvåde Danmark medbringende Faraos Forbandelse (=diarré) samt massivt ondt i ryggen. Så nu er udsigten mest en skål revet æble i håb om at diarrén snart er ovre.

Men pyt!

Det er alligevel dejligt at være hjemme med udsigten til endnu nogle dejlige fridage og med tanke på alle de skønne dage i det solrige syd, hvor formålet med ferien blev opfyldt til fulde: Total afslapning uden noget som helst på programmet.

Fortsættelse følger...

Ganske overvældende

Så blev der sagt farvel. Jeg havde lavet fire lagkager og der kom kolleger og kunder fra hele huset for at sige pænt farvel. Og de havde gaver med. I massevis. Ganske, ganske overvældende. Og der var mange fine ord og dejlige varme knus. Der er mange jeg vil komme til at savne og tænke tilbage på med et smil på læben. Det er dejligt at slutte på den måde.

Det lakker mod enden

I morgen er det sidste dag på fabrikken. Det er 100% selvvalgt, men alligevel er det underligt. Det meste af tiden - næsten to år - har jeg været rigtig glad for at være der. Og er det stadig!

Men nu er på tide at komme videre.

Mange har spurgt mig, hvorfor jeg dog vil videre, når jeg har det som blommen i et æg med fede arbejdsopgaver og en rigtig god chef. Man ved jo aldrig, om det man får er lige så godt. Og det er da rigtig nok. Det ved man ikke. Men: "Hvo intet vover, intet vinder". Selvfølgelig kunne jeg godt læne mig tilbage og nyde det. Men jeg trænger til at komme videre. Få nogle nye udfordringer. Nogle nye kolleger, jeg kan sparre med. Lære noget nyt. Udvikle mig. Og ikke mindst - undgå at gro fast. Det er alt for let og alt for trygt, bare at læne sig tilbage og køre den af på rutinen. Men jeg gider altså ikke være en af dem, der sukkende udbryder: "Det haaaar vi prøøøvet. Det viiiirker ikke heeeer!" Så nu må jeg videre.

Måske er det slet ikke sagen med det nye sted. Men det må tiden jo vise. Og går det heeelt galt, har min nuværende direktør sagt, at jeg bare kan ringe, så kan jeg få mit gamle job igen. Det er jo en meget rar nødudgang at have.

Dobbelt op på pige-tam-tam

Både fredag og lørdag har stået i det gode selskabs lys til langt ud på natten. Timevis af dybe, tankevækkende, grinende , sladrende, rørende, bevægende, sjove og herlige samtaler i gode veninders lag. Fredag med piger, som jeg har været lige så længe i mit liv som yngstedatteren og lørdag med pigerne fra folkeskolen.

Hvor er det skønt og befriende med et forum (hedder det egentlig "fora" i flertal eller ???), hvor man kender hinanden så godt, at man bare kan fortsætte hvor man slap sidst. Hvor ens baggrund er kendt og man ikke behøver "gøre sig til". Hvor man kan skiftes til at fortælle nyt og hvor man kan få lov til at lytte og lære om andre måder at leve livet på. Alt kommer på bordet over et godt glas rødvin og en velbrygget kop kaffe. Alt - eller næsten alt - for selvfølgelig skal der også være plads til lidt privat. Men man ved, at man kan komme ud med det hele, hvis man trænger.

Jeg nyder disse sammenkomster meget og sætter umådelig stor pris på dem. Glæder mig allerede, til vi skal se igen.

Halloooooo vejrgud

Det er altså den 4. marts og det betyder, at det er forår.
Hvorfor #¤%&"§!"#¤ sner det så?????
(og jeg er på cykel, så jeg har KRAV på dejlig solskinsvejr. Basta!)

Ny form for gule lapper

Har fået en ny bog: "Memo" af Oddbjørn By.

Det var min mor, der har købt den og da vi var på weekend hos dem, havde jeg ingen bog at læse i, så jeg greb denne. Og kunne så ikke slippe den igen.

Den er VILDT facinerende og jeg er helt hooked!

Klokken halv to i nat kunne jeg memorere de første 10 elementer i det periodiske system samt de 14 største lande i verden fordelt på areal. OG jeg kunne fremsige begge remser i morges uden problemer (og jeg kan dem stadig). Jeg kan også gengive et 16 cifret tal i korrekt rækkefølge ved blot at have memoreret det to gange.
Det er da lidt vildt - jeg er er endda kun halvt igennem bogen.

Tænk hvis man kunne vænne sig til at benytte sådan nogle memoreringsteknikker. Wauh, der er meget der ville blive lettere i fremtiden.

Nu vil jeg daffe i seng og læse resten. Kan slet ikke lade være.