N-I-K-O-M-M-A-O-T-T-E-K-I-L-O-M-E-T-E-R

Mens ældstedatteren er til kunstskøjteløb har jeg besluttet at benytte ventetiden til en løbetur. Sidste mandag løb jeg en tur på fem km. En ok-tur, men også lidt kedelig, da det var langs vejen. Heldigvis har jeg en god kollega, som spurgte om vi ikke skulle løbe sammen. Hun bor nemlig lige i nærheden af skøjtehallen og hun løber meget og kender nogle gode ruter i nærheden.

Som aftalt så gjort.

Sikken tur. Vejret var perfekt. Ruten, hun havde valgt var på nogle smukke skovstier, og fås ikke meget bedre. Tempoet var præcis som det skulle være. Snakken flød uhindret kun afbrudt af et par pust med astmasprayen efter et par kilometers løb. Og det benene kørte bare derudad for fulde gardiner. Jeg blev simpelthen helt høj og havde slet ikke lyst til at stoppe igen.

Var ikke helt klar over, hvor langt turen egentlig blev, da hendes iPod løbesensor-dims strejkede midt i det hele, men da jeg var kommet hjem fik jeg en sms fra hende... 9,8 km.

N-I-K-O-M-M-A-O-T-T-E-K-I-L-O-M-E-T-E-R!!!!!

Så langt har jeg ALDRIG i livet løbet før. Kan næsten ikke få armene ned af bar' begejstring.