Svedigt, stønnede og udmattende

Hvad er det lige der får tre personer til at lukke sig inde i en ildelugtende sal med bragende høj musik og tre sandsække på rad og række?

Jeg ved det ikke rigtig, men jeg ved, at jeg nærmest bliver helt høj af det. Jeg lukker alt, virkelig ALT ude. Koncentrerer mig 100% om sækken og mine slag. Fokuserer på kraften i slagene. På intensiteten. Finder den gode rytme. Den høje hastighed. På vejrtræningen. Glemt er træthed. Glemt er evt. utilfredshed. Tilbage er kun den rene fokusering. At mærke kroppen, der bare arbejder og arbejder. Ignorerer smerten på knoerne. Fortrænger ømheden i armene, der mere og mere føles tunge som bly. Kører de forskellige serier. Dybe stød. Høje knæløftninger. Hook. Uppercut. Hårde lige stød. Jap - jap - cross - undvig - dyb venstre. Smark.

Puuuust uuuud og træk vejret. Få pulsen ned inden næste runde går i gang.

I går havde vi tre fået lov at låne salen ekstraordinært. Vi kørte 3x10 min på sæk. Det havde været meningen, at vi skulle køre 3x12 som i en rigtig boksekamp, men centeret lukker kl. 22, så vi kunne desværre ikke nå de sidste to runder. Man får pludselig en hel anden respekt for en rigtig boksekamp. 3x12 lyder ikke af meget, men når man giver den fuld spade er det faktisk pææænt lang tid.

Bagefter er man træt. Træt i hver eneste lige fiber i kroppen. Fuldstændig udmattet. Og gennemsvedig. Men glad. Helt ned i maven. Man har det bare SÅ godt og glæder sig allerede til næste træningstime. Man tager hjem og sover som en sten med et smil på læben.

Det er derfor man gør det.