Hååååår

Jeg både elsker og hader det. Nok mest det første. Var til frisør i går. Selve besøget er altid en stor fornøjelse. De er allesammen så herlige og vi griner og fjoller meget. Det er skægt.

Så er der jo liiiige det der med håret. Det er jo ligesom derfor man går til frisør... for at få sat skik på lokkerne. I mange, mange år var netop håret kilde til megen frustration. Jeg har altid haft noget tyndt sjask, som bare ikke rigtig ville noget. Og slet ikke som jeg ville i hvert fald. Da jeg var barn klippede min mor mig og det var sådan set fint nok. Dengang var der jo heller ikke så meget fokus på toppen af kroppen, som der er i dag.

Da jeg skulle til konfirmation hos min kusine som 11-årig fik jeg valget mellem en ny kjole og et besøg hos den dyre frisør med danmarksmestermedalje. Jeg valgte det sidste og ih hvor blev jeg fin.

Som teenager havde jeg en bedsteveninde, som bare havde det flotteste og mest beundringsværdige lange, lyse hår med fald, som alle vente sig om efter. Nøj, hvor jeg var misundelig. Lige indtil min kloge mor gjorde mig opmærksom på, at hun slet ikke var så heldig. Der var nemlig ingen frisør der ville sætte saksen i hendes hårpragt og klippe det af. Ingen frisør ville farve hende og ingen ville permanente hende. Beskeden var, at det var synd når nu det var så flot. Jeg derimod, prøvede alskens ting. Nævn en farve og jeg har haft den. Selv pink striber! Jeg har haft krøller, strit, karset, bundesligahår. tern-i-nakken, you name it. Langt fra alt har været pænt, men det har været sjovt og fornyende. Og selvom jeg nogle gange synes at jeg altid har den samme kedelige frisure, kan jeg jo konstatere ved et hurtigt blik i albummet, at det har jeg bestemt ikke.

Jeg kan stadig drømme om flot modelhår, men har erkendt, at sådan bliver det aldrig. Og sådan skal det heller ikke være. Nu findes der godt nok extentions, men det er ikke noget for mig. Nej, jeg er og bliver en korthårspige med variende hårfarve. Sådan er det bare. Godt jeg ikke er skolepige i dag, for 9,9 ud af10 tøser har i dag langt hår. Det ville aldrig få for mig. Har forgæves forsøgt flere gange, men det er om muligt endnu værre en det korte look.

En ting der morer mig er at se folks reation på mine skiftende frisurer/hårfarver. Heldigvis betyder det ikke så meget for mig mere, hvad andre mener og jeg kan sagtens lave grin med det. Folk synes jo, at de skal sige noget, når der er sket en tydelig forandring, men det er ikke alle der kan finde ud af det. Især ikke hvis de ikke synes det er pænt : "Æææh, du har godt nok fået nyt hår, hva'?" er en typisk kommentar. Jeg kan så finde på at svare, at hvis de er i tvivl kan jeg fortælle, at det er rasende smart!

Jeg er ligeglad med om andre kan lide det. Det er heller ikke altid jeg selv kan. Men når der er gået et par dage, er både farve og lokker faldet lidt til og så ender det gerne med at være helt ok. Og så tænker jeg på min mors gode råd. Og glæder mig over, at jeg muligheden for sjov og ballade i håret.