Familiefølelse i hjertet

Det var så årets sidste familiefødselsdag. Yngstedatterens 8 års fødselsdag. Trods fravalg (6 ud af 19), var det alligevel rigtig hyggeligt. Som altid!

Jeg elsker at have min familie omkring mig og det sker slet, slet ikke ofte nok. Men sådan er det. Alle har så meget at gøre, så man skal bare være glad for den tid man har sammen. Det er jeg så. Ungerne leger. Vi voksne taler. Og taler. Og taler. Tænk, at der kan blive ved med at være emner at tale om. Det er egentlig utroligt. Men skønt. Tænk hvis vi bare sad der er gloede på hinanden og ikke havde noget at sige. Det ville da være rædselsfuldt. Næ, så hellere have følelsen af, at man ikke blev færdig, så der er også er noget at tale om næste gang man mødes.

Og hvad er det så vi taler om? Tjae, alt og intet, vil jeg sige. Men mest vores hverdag og hvad vi oplever. En masse om børnene. En del om arbejdet. Og så'en. Politik og de store ting i samfundet og universet, blevet yderst sjældent berørt. Sådan er vi ikke. Men hverdagen. Det nærværende. Den kan vi forholde os til. Og jeg får i hvert fald utroligt meget ud at få vendt dagligdagens store og små op- og nedture, med folk, der kender mig godt og hvis mening, jeg ved jeg kan stole på.

Nu ligger jeg på sofaen med et af mosters dejlige tæpper om mig, mens den friske luft blidt suser ind af terrassendøren. Opvaskemaskinen kører den sidste omgang - manden var super til at få hele køkkenet ryddet undervejs - bordene er ryddet og sat på plads, børnene sover udmattede i deres senge og manden har også kapituleret. I morgen skal jeg tidligt op, for ældstedatteren skal til skøjt halv ni, men jeg er ligesom ikke rigtig klar til dyner endnu. Har bare brug for at sidde - øh ligge - lidt her og nyde stilheden og roen og den dejlige følelse i hjertet af en skøn familiedag.