Sådan har jeg det heldigvis ikke mere. Nu er søndag et af ugens absolutte højdepunkter. Tænk at have en hel, lang dag, hvor man bare kan gøre præcis hvad man har lyst til i det tempo man synes passer. Man kan sove til kroppen vågner af sig selv, frisk og veludhvilet. Man kan nyde sin søndagsavis i ro og mag, mens man slubrer dejlig varm kaffe. Og når formiddagen så har fået ben at gå på, kan man beslutte sig til hvilken slags det skal være. Skal det være en aktiv dag. Skal man invitere gæster. Skal man i haven. Skal man ligge på sofaen. Skal man spille spil med ungerne. Skal man bage. Skal man til bunds i vasketøjsbunkerne. Mulighederne er mange.
I dag har solen stået højt og flot på himlen, og haven kaldte højlydt på min tilstedeværelse. Det var længe siden jeg havde lyttet til den kalden. Og den savnede mig. Meget. Det var tydeligt at se. I dag fik den så endelig min fulde og veltortjente opmærksomhed. Og den kvitterede ved at give mig en skøn fornemmelse i af ro i krop og sind.
De fleste af krukkerne var temmelig ynkelige - for at sige det mildt. Så manden blev booket til at tage med i Havecentret for at indkøbe nyt. Og for at slæbe. Det gjorde han godt. Så nu er haven inkl. krukkerne præsentable og klar til at gå sensommeren pænt i møde.
Da jeg var færdig og drømte om et varmt bad med efterfølgende morfar på sofaen med is på den ømme lænd, spurgte ældstedatteren om jeg ville med ud at løbe. Hun skal løbe 3 km. hver uge, som hjemmetræning til hendes skøjtetræning.
Havde bestemt ikke lyst til at løbe, men gjorde det alligevel og det var selvfølgelig skønt, når man først kom afsted. Og hyggeligt at løbe og tale med ældste.
Men NU ligger jeg på sofaen med is på. Det er tiltrængt.
Ældstedatteren har tilbudt at lave aftensmad. Et tilbud jeg ikke kan sige nej til. Hun har også ordnet vasketøj og hængt det op. Er man heldig, når man har sådan et pragteksemplar af en datter? Jeg synes!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar