At opgive er ikke en option

Endelig kunne jeg komme til træning igen. Jeg havde adviceret familien i forvejen, så da jeg var færdig på arbejdet et par timer efter normalt, drønede jeg hjem, pakkede min taske og så afsted igen. Den stod på to timers spinning og én times boksning. Den første time var en elite-time, og det plejer at være hårdt. Rigtig hårdt! Men i dag var det helt u-b-e-s-k-r-i-v-e-l-i-g-t hårdt. Jeg er blevet rigtig god til at styre min astma, men i dag var det som om, at der bare slet ikke var hul igennem til at trække vejret. Forkølelsen sad åbenbart stadig i kroppen og det burde jo ikke komme bag på mig, eftersom jeg stadig gør som en hund. En halv time inden i timen var jeg på nippet til at opgive, men det er noget jeg bare ikke gør. Så jeg ved tænderne sammen og kørte videre, omend på noget lavere blus. Efter en time måtte jeg dog erkende, at min krop sagde stop og jeg droppede den næste time og også boksningen.

Jeg hader virkelige at give op, men samtidig synes jeg også at andre er direkte latterlige, når de ikke lytter til deres krop. Så sådan blev det. I morgen springer jeg også over og satser jeg på, at jeg er klar igen på onsdag - yndlingstræningsdagen.