En lille åbenbaring

Jeg indrømmer det. Jeg er faktisk begyndt at holde ret meget at yngstedatterens musiktimer. Måske er det især fordi hun går op i det med liv og sjæl og glæder sig til hun skal afsted.
Måske er det fordi jeg er begyndt at nyde de toner, der kommer ud af det.
Måske er det fordi jeg får lejlighed til at være sammen med hende helt alene med noget hun brænder for.
Jeg ved det ikke, men dejligt er det i hvert fald.

Det er også en fornøjelse at opleve, hvordan alle underviserne er fantastiske til at lege musikken ind i børnene. De gør det sjovt, fornøjeligt, varieret og ikke mindst forståeligt.

De fleste af forældrene afleverer deres børn og henter dem så igen, når de 2-2½ time er gået. Fint nok at muligheden er der for det, hvis man har behov for det. Har da også selv haft et ærinde en gang eller to. Men de fleste gange er jeg med og lytter og lærer. Har altid bedst kunne lide at være en tæt del af ungernes hverdag, så jeg kan tale med om det de oplever.


I dag var der koncert med et lille orkester fra Musikskolen, som spiller tyrkisk musik. Det er ikke liiiige min kop te, men da stryger-underviserne bagefter fik alle stryger-eleverne til at spille med, på det niveau de nu var, ja så var jeg alligevel imponeret. Det lød faktisk supergodt.

Og så kan man jo pludselig se, hvad meningen med det hele er.