fredag den 22. februar 2008

My lucky day...

Drønede hjem fra arbejde på cykel for at nå at få pulsen op. Turen tager trods alt kun 10 min. hver vej, så der skal fart på hvis det skal give bare det mindste.

Vel hjemme opdager jeg til min gru, at min skønne pels-taske fra Benedikte Utzon ER VÆK!!! Indeholdende: Lånt telefon (argh!), kamera, kontanter, kalender, iPod, min gode ven DanHans, parfume, makeuppung og alt muligt andet vigtigt.

Jeg må have tabt den i farten (var ikke klar over, at jeg kørte SÅ stærkt). Mere argh! Op på jernhesten igen og snuden tilbage mod fabrikken. Og hvis jeg kørte hurtigt før, så kørte jeg EKSTREMT HURTIGT denne gang. Sveden sprang frem på panden og lungerne var ved at ryge op af halsen. Men heldigvis... næsten tilbage ved udgangspunktet lå mit fine bløde pelsdyr og ventede pænt på mig på cykelstien.

Hvor heldig har man lov at være?

(Bonus: Ekstra lang cykeltur i stormvejr, så nu er dagens 30 min. motion klaret!)

Ingen kommentarer: