Den rigtige træthed

Jeg melder stort set aldrig afbud til træning, hvis jeg først har bestemt for at troppe op. Jeg har næsten aldrig behov for at overtale mig selv til at komme ud af døren. Har jeg først lavet en aftale med mig selv, så gør jeg det også.

I dag var det lidt anderledes. Jeg var træt. Meget træt. Da jeg kom hjem til et tomt hus i eftermiddags, lagde jeg mig på sofaen med den bærbar. Ah, der lå jeg dejligt. Sofaen klæbede skønt til min ryg og jeg loggede på, for at melde afbud til spinning-timen kl. 19 (jeg end ikke overvejede at melde afbud til boxning - det er ALDRIG en option).

Nå, men inden jeg nåede så langt poppede der en besked op på messenger fra min yndlingstræningsveninde: "Kommer du til spin i dag? Det er xx der er instruktør!" Både hende OG xx som instruktør. Det kunne jeg ikke sige nej til, så jeg løsrev mig fra sofaen (min krop var liiidt modvillig stadigvæk, men jeg vandt!) fik pakket tøj til to timer og ud af døren.

Det er altså lidt mærkeligt. I det jeg tager tasken på skuldren og begiver mig afsted glemmer jeg ALT om evt. træthed og ugidelighed. Og når jeg først er i centret og får tøjet på kan jeg slet ikke vente med at komme i gang. Således også i dag. Det var et par super timer. Jeg gav mig max og nød at min krop blev brugt maximalt.

Nu er min krop fyldt med den "rigtige" træthed. Ikke bare den der "jeg-har-siddet-stille-på-kontoret-hele-dagen"-træthed. Men god, fysisk træthed. Hver eneste lille fiber i kroppen er træt. Det er sådan det skal være. Det er sådan jeg har det allerbedst.

Om snart skal jeg i seng. Min krop trænger. Jeg trænger. Og mig og min krop har fortjent en god lang nattesøvn.

Godnat!